At rejse med barn...

Da vi for snart et år siden begyndte at fortælle venner og bekendte om vores rejseplaner, var der stor forskel på hvilke reaktioner vi fik tilbage. Langt de fleste var positive. Nogle var nervøse på både vores og Antons vegne - men stadigvæk til den positive ende. Og så var der dem, der var noget mere lunkne. Dem som rystede på hovedet. “Man kan da ikke bare rejse væk med et lille barn i et helt år!”

Og netop det med at tage Anton ud af sine trygge rammer og sin dagligdag med legekammerater og faste rutiner var da også den største af vores bekymringer. Hvordan ville han reagere på de konstante ændringer, som uundgåeligt er en del af det at rejse i længere tid? Vi kunne ikke vide det på forhånd, og derfor var det naturligvis et sats. Omend dog et sats med sikkerhedsnet under. Vi kan til hver en tid trække stikket og stige ombord på en flyvemaskine hjem til Europa igen. Værre er det ikke!

I Thailand

I Thailand

Som dansk/tysk familie med de nærmeste familiemedlemmer minimum 400 kilometer væk, har Anton lige fra han var 6 uger gammel været vant til at rejse. Enten med tog eller med fly. Og han elsker det! Der har hidtil aldrig været problemer når vi har været undervejs. Vi lærte tidligt, at hvis bare vi som forældre forholdt os rolige, og ikke lod os stresse, så forholdt Anton sig også rolig. Børn mærker stress og bekymringer med det samme. Og sker det en sjælden gang at der virkelig er grund til stress eller lidt bekymringer af rejserelateret art, så forsøger vi at dele opgaverne op, således at den ene part koncentrerer sig om at få løst hvad løses skal, mens den anden part tager sig af Anton. På det seneste er han dog blevet så stor, at han alligevel opfatter når vi har meget om ørerne, og han forholder sig afventende, indtil mor og far atter er mentalt nærværende. 

Hvis det hele bliver for meget, har vi lavet den regel, at vi alle har retten til at kalde på en “time out”. Så finder vi et roligt sted, hvor vi alle kan slappe af og genoplade batterierne. Mere herom senere...

 

Start langsomt!

Nu har vi været afsted i godt to måneder. Vi startede på en varm og eksotisk destination i Thailand, som er vant til at håndtere børnefamilier. Det var helt bevidst. Det var også bevidst, at vi skulle være der i flere uger. For selvom Anton meget flot klarede skiftet fra de vante omgivelser hjemme i Europa til et hotelværelse i Thailand, så var det jo ikke sikkert at konstant skiftende omgivelser ville være sagen. Derfor valgte vi en langsom start, for at vi mentalt kunne indstille os på et års nomadeliv. 

Ved ankomst på hotellet i Phuket smed Anton skoene og fandt sit legetøj frem. Han var hjemme! Sådan gør Anton når han føler sig tryg og godt tilpas. Det er bestemt ikke alle steder det er sådan, men det startede godt! Et af hans første spørgsmål er altid “Hvor skal jeg sove?” Overalt hvor det overhovedet kan lade sig gøre, sørger vi for at han får sin egen seng at ligge i. Det er rarest for os alle tre. Og Anton er oprigtigt stolt over at have sit eget lille fristed, hvor han sover og kan ligge og læse, hvis det er det han vil.

Vores tur rundt om jorden består af mange forskellige indkvarterings løsninger. I Thailand var det tilpas billigt at bo på hotel, så der valgte vi denne løsning. Det er bestemt også det letteste. Resten af turen bliver dog et skønt miks af autocamper, vandrehjem, motel/hotel, lejede huse/lejligheder, samt indkvartering hos venner og familie. De største udfordringer, pladsmæssigt, er ubetinget autocamperen. Der er ikke meget plads og vi sover alle tre en smule trangt. Men det opvejes til fulde af, at vi har de faste omgivelser med osrundt hvor vi kommer frem. Anton ved altid hvor han skal sove, med hvilken hovedpude etc. De dage hvor vi synes at vi trænger til lidt forkælelse, checker vi ind på et motel eller hotel, for at sove i store, bløde senge, med fladskærm for fodenden.

Vi spurgte mange erfarne rejsende hvordan vi skulle forholde os i relation til det at rejse med et barn på tre år. Jeg havde ikke troet at det var en helt almindelig praksis. Men som det jo så ofte er, når man begynder at undersøge noget nærmere, så viste det sig, at tusindvis af familier gør dette. Nogle i mange år ad gangen. Vi har endda hørt om nogen der aldrig har gjort andet end at rejse. Hele tiden. Så langt kommer vi aldrig, men det gjorde os faktisk noget mere rolige og trygge at vide, at det er helt normalt og at børnene ikke tager skade. Ihvertfald ikke mere skade end de ville tage af så meget andet hjemme i deres vante omgivelser!

 

Find et passende tempo!

Der er selvfølgelig nogle forholdsregler man som forældre bør tage, således at barnet føler sig trygt og godt tilpas, og de voksne dermed også får optimalt udbytte af dagene. Et af de allervigtigste råd vi fik fra rigtig mange var: “Rejs langsomt!” Det nytter ikke noget at forvente at man kan klare et eller flere lande i løbet af en uge eller mindre. Før vi fik Anton var vi vant til at rejse på en lidt anden måde, og det gik noget hurtigere. Vi havde selvfølgelig også altid en grænse for hvor længe vi kunne være væk, inden ferien sluttede og det var på tide at sætte sig tilbage på kontoret. Nu er det anderledes. Nu er der masser af tid, og vi SKAL tage den med ro. Af og til vælger Anton for os. Hvis vi kommer forbi et sted der for ham ser indbydende ud, beder han ofte om at vi lige slår et smut indenom, for at se nærmere på det. Og er der andre børn og legepladser, så bliver vi hængende i en rum tid. Gerne flere dage. Steder der er 100% designet til børnefamilier, var ikke steder hvor vi havde regnet med at tilbringe megen tid. For de ligger som regel ikke lige i nærheden af det vi ellers gerne vil se. Men i praksis har det vist sig at gøre turen markant bedre for os alle tre! Og vi har netop indrettet hele vores rejse med tilpas fleksibilitet til at vi kan være spontane og lytte til Antons ønsker. DET er guld værd! På denne måde lades batterierne op hos os alle, og vi er klar til endnu en tørn på lange landeveje og lidt mere triste campingpladser

 

Intern kommunikation!

Som forældre er det også vigtigt at vi internt er ret gode til at kommunikere. Vi er sammen 24 timer i døgnet, gennem mange måneder. Det er ikke altid lige morsomt, hvis man bare trænger til fred og ro og en god bog at falde i søvn til. Men der ER bare en del praktiske ting at tage sig til, før man kan slå benene op og læne sig tilbage. Og ofte har den ene eller begge parter tilbragt mange timer bag rattet i lejebilen eller autocamperen. Så er “goodwill”-kontoen måske lidt udfordret. Her handler det så om ikke at lade sine frustrationer og sin træthed gå ud over Anton, som måske også er lidt tyndslidt efter en lang dag. Erfaringen siger, at den slags udelukkende gør det hele værre. Der må tælles til ti (eller mere), tages en dyb indånding, og så ellers fokuseres på at få gjort klar til aftensmad og nattero så hurtigt som muligt.

DSC09221.jpg

Hold fast i de daglige rutiner!

Et andet råd, som kom fra flere sider, og som i særdeleshed er vigtigt er, at fastholde nogle daglige rutiner. Fuldstændigt som om vi var derhjemme. Det gælder eksempelvis at vi skal have et solidt morgenmåltid, inden der kan blive tale om at få søde sager. Anton er glad for sine vingummibamser, og prøver næsten hver morgen om han mon kan få lokket lidt ud af sine trætte forældre, inden de er rigtigt vågne. Der skal i det hele taget spises regelmæssigt, sundt og fornuftigt. Det her er ikke en ferie i traditionel forstand! Og så er der alle rutinerne omkring spise- og sovetider. Anton skal i seng mellem 1900-1930 hver aften. Med mindre vi har noget for og det ikke lader sig gøre. I starten syntes han ikke at det var særlig morsomt og vi kæmpede faktisk i nogle dage, før vi var i “sync” omkring lige nøjagtigt den regel. Men nu er der ikke så meget bøvl. Der børstes tænder og tages nattøj på uden (særlig meget) brok, og Anton puttes i seng. Vi kan simpelthen mærke på ham, at jo længere tid vi har haft disse helt elementære og faste regler, jo mere rolig og nem bliver han.

 

Lyt til barnet undervejs!

På andre tider af døgnet kan vi så godt have nogle “mellemværender”. Vi kan tydeligt mærke hvis vi ikke tager hans behov nok med ind i vores planlægning. Der HAR været dage hvor det som tre-årigt barn ikke har været særlig morsomt at være på tur med mor og far. Anton er generelt ekstremt nem om omgængelig, så når han endelig begynder at protestere og opføre sig som det klassiske, umulige barn, der gør livet surt for sine forældre, stopper vi op og overvejer om vi ikke skulle gøre det anderledes. Der er naturligvis undtagelser og situationer som ikke tillader at vi tager højde for hans ønsker og behov. Men det er vel også en del af opdragelsen, at man ikke altid kan få sin vilje? Det fik jeg da ihvertfald ikke som barn...

 

Giv barnet ansvar!

Anton har også selv ansvaret for sin egen bagage. En lille, 3 liters rygsæk, med form og farve som en krokodille. Heri har han sine biler, sine tuscher og farveblyanter. Hans mor har velvilligt tilbudt ham at bære hans bøger og maleblokken. Bamserne bor sådan lidt på skift i den rygsæk hvor der nu er bedst plads. Når far og mor slæber bagagen gennem lufthavnsterminalen, tager han således også sin egen rygsæk på ryggen og afsted går det. Han synes det er cool at have ansvar for noget. Vi kan ligefrem se, at han vokser adskillige centimeter, når vi beder ham om at passe på et eller andet. Vi har dog lært at holde et vågent øje med hans bagage, trods hans meget ihærdige forsikringer om at han HAR styr på det hele. Som alle andre tre-årige børn lader han sig let distrahere og KAN komme til at glemme en bil eller en bamse et sted. Og som alle forældre ved, kan dette afstedkomme adskillige timers gråd og hylen. DET bør man forsøge at holde på et minimum!

IMG_0414.jpg

Fordele for de voksne!

En af de meget positive gevinster ved at rejse med barn er, at man ret hurtigt kommer i kontakt med andre mennesker. Børn går rent ind! Det er ofte gennem Anton at vi er faldet i snak med lokale, såvel børnefamilier som alle mulige andre mennesker. Anton har ikke de hæmninger som vi voksne ofte har, og han stiller sig op og ser interesseret på hvad der foregår omkring ham. Når han finder nogen han gerne vil lege med, så går han hen og stiller sig op ved siden af dem og venter på at blive inviteret med i legen. De gange hvor han finder gode legekammerater forsøger vi så at blive så længe som muligt. Det er sådan set det eneste tidspunkt hvor man i mine øjne kan sige, at det er lidt ærgerligt for Anton at rejse så meget. Venskaberne varer ikke ved. På den anden side, så når de heller ikke at udvikle sig til andet og mere end blot gode legekammerater på legepladsen. Og Anton virker ikke på noget tidspunkt ensom eller ked af det. Så indtil videre er også den bekymring gjort til skamme.

IMG_0393.jpg

Der er skrevet mange, udmærkede bøger om det at rejse med børn. Jeg kan kun anbefale at man læser så meget som muligt om det, inden man for alvor begiver sig afsted. Men i bund og grund er det meget individuelt hvordan børn reagerer, og derfor må man bruge sin sunde fornuft. Men tænk på dit barn, før du tænker på dig selv! Det gør det HELE nemmere! 

Generelt må jeg sige, at vi er blevet bekræftet i, at det KAN lade sig gøre at rejse med et mindreårigt barn. Meget af det vi søgte efter, da vi begyndte at planlægge turen, har vi til fulde fået indfriet. Vi bruger al den tid vi ønsker HVER morgen på at vågne lige så stille, ligge i sengen og nusse og se tegnefilm. Vi har ikke travlt med at sluge morgenmaden og komme afsted. Vi bruger tid på at være sammen på den kvalitative måde. Det var jo egentlig også det, der var hele formålet med at tage afsted. Og selvom Anton nok ikke kan huske vores rejse om nogle år, så er jeg sikker på at han alligevel har en svag erindring om, at det har været en god tid, med masser af stunder sammen med nærværende forældre. 

 

/Anders

Tilbage til blog-oversigten!