Online jorden rundt

Da vores rejse rundt om jorden endnu var i planlægningsfasen begyndte jeg at undersøge mulighederne for mobilt internet i de lande hvor vi skulle rejse. Jeg er opvokset i Danmark, som er et af de lande i verden der har den højeste internet penetration, og hvor det at være online koster latterligt lidt i forhold til andre steder. Jeg indrømmer, at det at være online for mig er en selvfølge, uden nævneværdige omkostninger. 

Men sådan er det bare ikke andre steder i verden!

 

Thailand:

Vores første måned på tur skulle tilbringes i Thailand. Alle de hoteller hvor vi boede havde internet. De fleste steder gratis. Et enkelt sted kostede det. Allerede her oplevede vi, at jo dyrere hotelværelset var, jo mindre var chancen for gratis internet. Det skulle vise sig at være kendetegnende for de fleste af de hoteller vi sidenhen kom til at bo på. 

 

Australien:

Allerede inden vi ankom til Australien satte jeg mig lidt ind i hvilke muligheder vi havde for at være online. Men ret hurtigt fandt jeg ud af, at Australien er årtier bagud i relation til internet adgang. Man skulle ellers tro, at man med de betydelige afstande der er her, havde en langt større interesse i godt og billigt internet til folket. Men der er ikke nok konkurrence på markedet og selv middelmådige data-pakker med begrænset data-mængde og hastighed var rasende dyre. Alt fra 50 til 150 AUD! Til trods for at vi har en rejseblog der kræver en vis online tilstedeværelse, droppede vi at have en online pakke, og tilsikrede istedet at vi, så vidt det var muligt, benyttede campingpladser der tilbød enten gratis eller billigt internet. Så billigt som det nu er i Australien. Prisen lå som regel mellem 5 og 15 AUD i døgnet. For de penge kunne vi være online en måned i Danmark. 

 

New Zealand:

Da vi ankom til New Zealand havde vi gjort op med os selv, at vi var klar til at betale lidt mere for internet end vi oprindeligt havde sat os for. At have en rejse-blog som man gerne vil have skal vokse og have opmærksomhed kræver nu engang at man er online og kan arbejde med det hver eneste dag. Altså måtte vi bide i det sure æble og investere i et sim-kort og en datapakke. Vi rejser rundt med smartphones der kan fungere som trådløse hotspots. Og det fungerede rigtig fint! Vi betalte 50 NZD per måned og havde 3 GB data til rådighed. Markant billigere end i Australien! Det er ikke nær nok til upload af tekst og billeder til en hjemmeside, men det er nok til at holde strømmen af tweets og facebook opdateringer gående. Og vi så da også en ændring i mængden af daglige besøg på bloggen næsten med det samme. Dog blev alle større opgaver fortsat udført når vi havde gratis eller billigt internet til rådighed på campingpladserne. Her kostede det oftest mellem 5 og 10 NZD i døgnet. Gratis internet var som regel begrænset til et par hundrede megabyte, hvilket ikke er meget.

 

USA:

I USA ændrede billedet sig drastisk. Det var nærmest som at komme i WiFi-himmelen! Pludselig var der gratis internet overalt. Ofte kunne man hoppe direkte på. Nogle få steder skulle man registrere sig med navn og e-mail adresse. Men så var man også online. På alle de mellemklasse kæde-hoteller hvor vi boede var der gratis, ubegrænset internet til rådighed. I alle shoppingmalls, caféer og museer hvor vi kom var gratis internet mere reglen end undtagelsen. Vi følte derfor intet behov for at investere i et sim-kort i USA.

 

Irland:

Tilbage i Europa blev vores første stop Irland. Her er gratis internet ikke helt så udbredt som i USA, men der er en vis forståelse for behovet og langt de fleste bed & breakfasts, hoteller, caféer og restauranter tilbyder internet i større eller mindre grad. Har man et behov for større datamængde og højere hastighed kan man tilkøbe dette på mange hoteller (for omkring 10 euro). Det er dog min erfaring at prisen ikke svarer overens med kvaliteten og vi har ikke benyttet det særlig ofte.

 

England:

I England boede vi mest privat hos familien, men vi var afsted i sammenlagt et par uger på ture rundt i landet. Her er gratis internet også forholdsvis udbredt og der findes endda udbydere der via en gratis app til din smartphone ret hurtigt kan lokalisere hotspots og endda automatisk logge ind på dem. I hverken Irland eller England har vi således følt behovet for at investere i et sim-kort.

 

Tyskland:

Her i Tyskland hvor vi pt opholder os er vi så atter tilbage i et land hvor udbyderne opfører sig som om vi var årtier tilbage i tiden. Hvor man andre steder i verden nærmest får sim-kortene trykket i hånden uden spørgsmål, skal man her gøre sig noget mere umage for at “gøre sig fortjent” til et sim-kort. Ofte er det helt umuligt, uden en kortere eller længere periode som rettidigt betalende kunde, at få mere end et sim-kort udleveret til husstanden. Alternativet er pre-paid løsninger, som er dyrere og ringere. Det direkte kundefjendske syn på betingelser, som eksempelvis 24 måneders binding (med mindre du betaler 5 euro ekstra per måned), selv uden køb af ny telefon, og de middelmådige hastigheder og kombinationsmuligheder, virker tåbelige. Det er meget frustrerende overhovedet at gå ind i en butik for at indgå aftaler med en udbyder. I Tyskland er man meget bekymret for datasikkerhed, og det er da dejligt at man ønsker at beskytte kunderne, men det er helt åbenlyst også noget der udnyttes på det groveste, til udbydernes fordel.

Som turist på gennemrejse kan man nøjes med pre-paid løsninger. Dog skal du være forberedt på at medbringe dit pas til butikken (og en del tålmodighed!) for at få udleveret et sim-kort. De nøjagtige bestemmelser varierer lidt, alt efter hvilken udbyder du besøger. Du kan endda risikere at du ikke kan få udleveret noget som helst, uden at være officielt tilmeldt en tysk postadresse. 

 

Konklusion: 

Du bør på forhånd gøre op med dig selv hvor stort dit online behov reelt er, og hvor meget stress du er villig til at gennemleve for at få forbindelse. Regler og priser varierer ikke bare fra land til land, men også fra udbyder til udbyder.

 

/Anders

Tilbage til blog-oversigten!