Oktoberfest i München

Hofbräu Festzelt

Hofbräu Festzelt

Hvert år i midten af September går det løs! Den årlige Oktoberfest står for døren. Den allerførste Oktoberfest blev afholdt den 12 Oktober 1810 og var en bryllupsfest for Kronprins Ludwig (senere Ludwig den første) og hans hustru Prinsesse Therese. Festen blev afholdt lige uden for de oprindelige bymure, på en stor eng. Den fik navnet “Theresienwiese” (Thereses eng) og ligger idag midt i byen, komplet omkranset af veje, bygninger og anden bymæssig infrastruktur. 

I forbindelse med brylluppet blev der afholdt hestevæddeløb og det blev efterfølgende besluttet at dette skulle finde sted hvert år på samme tid. I de første mange år havde Oktoberfesten således primært sportsmæssig karakter, omend der også blev festet og drukket. Som tiden gik voksede arrangementet sig større og større, og på et tidspunkt besluttede man også at fremrykke tidspunktet, således at vejret (forhåbentlig) ville arte sig bedre. Idag afholdes festen derfor fra medio September og som regel 16 dage frem til første weekend i Oktober. Nogle år falder den Tyske genforeningsdag på den første mandag i måneden og så forlænger man også festen til ialt at vare 17 dage.

Theresienwiese

Theresienwiese

Som allerede nævnt afholdes festen hvert år på området “Theresienwiese” hvorfor festen i folkemunde har fået navnet “Wiesn” - frit oversat til “Engen”. Området fylder 42 hektar. 

Wiesn er ikke blot øl-fest, men også et af de største omrejsende Tivoli’er jeg til dato har set. Der er 3 MEGET store rutschebaner, 3 ”fritfalds” tårne, og derudover et utal af pariserhjul, karruseller, radiobiler og alt muligt andet. Om dagen er det et paradis for familier med børn, som kan fylde sig med søde sager, hotdogs og sodavand og så iøvrigt prøve løs af alle forlystelserne. Det er ikke helt ved siden af, når man kalder begivenheden for verdens største folkefest.

Op til 150.000 gange om dagen!

Op til 150.000 gange om dagen!

I de 16 dage Wiesn/Oktoberfesten normalt varer, estimerer man, at der samlet er tale om en omsætning på langt over een milliard euro – med hoteller, restauranter, offentlig transport mv. Festen besøges af cirka 8 millioner gæster. Det tager 3 måneder at bygge et øl-telt (snarere en stor hal), idet det bygges i metal, træ og glas – helt som normale bygninger. Det tager efterfølgende 5 uger at rydde op igen. Reglen er, at ALT skal fjernes! Dog er der til de store telte, som altid står på de samme pladser, støbt betonfundamenter, som ligger så dybt i jorden at de kan graves helt ned efter endt brug, og gemmes til næste år. 

Hvert telt har et sted mellem 350-400 ansatte, og der er plads til 8000-10000 gæster ad gangen. Der er løbende udskiftning af gæster i løbet af dagen, så i løbet af 12 timers åbningstid, kommer der cirka 40.000 gæster igennem maskineriet. Der drikkes mellem 100-120.000 liter øl pr. telt, pr. dag (i weekenderne op til 150.000 liter pr telt pr. dag!) Dette kan man så gange med 12 telte. Hver dag! Hertil kommer yderligere 4 mellemstore telte, der serverer vin, snaps og andet, hvis man ikke lige er til øl.

Et stemingsbillede taget fra oven

Et stemingsbillede taget fra oven

Oktoberfesten er med andre ord ikke helt uden betydning, rent økonomisk! Det er ubetinget den vigtigste turistattraktion i München, hvis ikke endda i hele Tyskland. Og bare det “nærmeste” opland er stort. Fra hele Europa strømmer gæsterne til. Vi har endda set taxi’er komme helt fra Milano! De må være øl-tørstige, de italienere!

Nå, men så Prost, da!

/Anders

Se vores video fra Oktoberfesten her!

Læs vores guide til München her!

25 ting du bør vide om Tyskland og tyskerne!

Tilbage til blog oversigten!