Non Stop Familie rejse blogger?

Der har gennem den seneste tid været en del debat om hvorvidt det er sundt for børnefamilier at rejse rundt i verden på ubestemt tid, uden noget egentligt mål og uden nogen planlagt slutdato. 

Børn har ikke mulighed for at sige fra på samme måde som de voksne kan, hvis ikke de synes at det er sjovt længere. Og når man læser de mange rejseblogs der netop fokuserer på familie-rejser og det at leve et “digitalt nomade liv som familie” kan man jo let foranlediges til at tro at det hele er ren idyl og at ungerne stortrives. 

Det kan også sagtens være tilfældet og jeg skal på ingen måde dømme hvad der er rigtigt og forkert i andre familier. Vi er alle forskellige og kan bedst selv bedømme hvad der er rigtigt for vores egen familie.

Lad os tale om os, threeonthego. Hos os er det at rejse noget vi alle tre elsker. Vi elsker spændingen op til dagen hvor der er afrejse. Taskerne der pakkes med det nøje udvalgte udstyr. Turen til lufthavnen. Check-in og tankerne om hvilke eventyr der venter forude. 

Det er en proces vi IKKE har når vi rejser hele tiden. Når vi hele tiden er på farten bliver turen til ENDNU en lufthavn, ENDNU et hotel og ENDNU en biludlejnings-skranke hvor de forsøger at plukke os egentlig bare trættende kommaer i den endeløse række af dage, hvor oplevelserne langsomt flyder sammen og hober sig op i baghovedet, uden rigtigt at blive bearbejdet som de burde.

Som tidligere skrevet andetsteds her på bloggen, så er KONTRASTEN mellem det omflakkende liv og det stabile “hjemmeliv” en vigtig del af rejseoplevelsen for os. Det er hjemme vi bearbejder de mange indtryk, når vi kommer hjem fra en lang rejse. Det er hjemme vi finder fodfæste igen. Det er hjemme vi langsomt begynder at drømme os ud på nye eventyr.

Og uanset om vi havde haft Anton eller ej, så er jeg ret sikker på at det ville være sådan. For os. Men vi har opdaget at Anton har det på præcis samme måde som vi voksne. Han elsker spændingen ved rejselivet, men er også rigtig, rigtig glad for at være hjemme og bare lave “ingenting” og flade ud på sofaen, sammen med vi andre. Han er glad for sin gang i børnehaven og de kammerater han har der. Noget han i sagens natur ikke kan have hvis vi hele tiden rejser rundt.

Vi har set talrige eksempler på familie-rejsebloggere, der på et tidspunkt erkendte, at nu trængte de simpelthen til ferie. Og de følte nærmest en skam over at indrømme det! Men det at være rejseblogger er naturligvis sjældent så idyllisk som det ser ud. Man skal huske at tage en hel masse billeder, for senere på sin blog at kunne dokumentere alle de dejlige oplevelser som man så også skal huske at skrive en masse positivt om. Og dertil kommer alle de sociale medie-platforme (Facebook, Twitter, Pinterest mv) som man skal huske at opdatere dagligt og alsidigt for at holde fan-basen igang. En rejseblogger kan sagtens bruge 8 timer om dagen på alt dette. Uden overdrivelse! Hvis der så skal være tid til at rejse, opleve og være tilstede sammen med familien oveni dette… Hvornår skal man så sove? Hvornår skal man genoplade batterierne? Hvornår skal man som forældre være den far eller mor, som man gerne vil være? Vi forlod jo netop vores gamle hverdag med karriere, terminer og stress for at være mere mentalt til stede hos Anton. Hvorfor skulle vi så forsømme ham på rejsen i vores evige higen efter større besøgstal, sidevisninger, og banner-eksponeringer?

Da vi rejste rundt oplevede vi flere gange, igennem det år vi var undervejs, at vi bare ville “crashe” i nogle dage uden at bevæge os særlig meget rundt. Bare slappe af og nyde lidt ro. Turen var på alle måder en succes, og det viste sig heldigvis at vi fungerede rigtig godt som rejsekammerater med meget lidt plads til privatliv i dagligdagen. Det var der jo ingen forhånds-garanti for, og vi var også parate til at afbryde rejsen hvis det var blevet for belastende. Det kan jeg sagtens sidde og sige nu, bagefter. Men helt ærligt: Vi var taget hjem hvis vi ikke havde nydt turen! Alt andet ville have været spild af penge og vi ville blot have holdt os selv for nar. For ikke at tale om dem der fulgte med i turen på vores blog og på de sociale platforme. 

En rejseblog skal være autentisk! Man skal kunne mærke at der er kød og blod bagved. Det skal ikke bare være instagram-billeder af fødder ved poolen, tallerkner ved buffet’en eller udsigten fra suiten. Der skal også være de mindre glamourøse skildringer af de tanker, frustrationer og hændelser som 99,5% af alle rejsende kommer ud for. Og så må man som rejseblogger også gøre sig klart, at man ikke altid kan være publikums foretrukne kilde når det gælder inspiration og drømme. Det er vel bedre at være realistisk og give andre rejsende et realistisk og autentisk billede af virkeligheden?

DSC09485.jpg

Vi skildrer virkeligheden sådan som vi ser den. Nogen gange i et meget positivt lys. Andre gange fra en lidt mere “anstrengt” vinkel. Sådan er vores liv, om vi er hjemme eller ude omkring i verden, og det er sådan det skal være. Men man skal altid huske på at dagligdagen indfinder sig på længere rejser. Om man vil det eller ej. Børn bliver syge. Børn opfører sig umuligt. Børn falder i søvn på restauranter fordi de er overtrætte. Det hører med til dagligdagen og det er OK. Så længe man husker at mærke efter - RIGTIGT mærke efter - hvornår det er tid til at vende næsen hjemad for en tid.

Facit: Der findes ikke noget facit! Vi er alle forskellige! Hvad der virker for os, virker ikke nødvendigvis for andre - og omvendt. Men husk at den mentale rejse er mindst lige så vigtig, som den fysiske, så så længe vi flytter os og lærer, så er rejser vel slet ikke så tossede endda?

God rejse!

 

/Anders

Tilbage til blog-oversigten!

Læs mere om at rejse med børn!

5 gode grunde til at rejse med børn!