New Zealand

Remarkables, Queenstown

Remarkables, Queenstown

Da jeg steg ud af flyvemaskinen i Auckland slog det mig lige pludselig at jeg aldrig havde været så langt hjemmefra. Det er stort set ikke muligt at komme længere væk fra Danmark!

Og jeg har altid gerne villet dertil. Men ligesom med Australien har jeg aldrig turdet håbe på at få råd til det. Men nu var vi her altså endelig! Som familie. Vi stod med hinanden i hånden, udenfor ankomst terminalen og ventede på at blive hentet af shuttle-bussen til hotellet.

Efter den første nat på et trist men nogenlunde effektivt lufthavns-hotel hentede vi så campervan’en. Vores hjem de næste tre måneder. I løbet af vores campingperioder i Australien fandt vi ud af at livet i en campervan er ganske godt, når man rejser som vi gør det. Anton har sine faste rammer og rutiner, som enhver anden dreng, men vi rykker alligevel rundt i landskabet og ser og oplever nye ting hver dag. Desuden var der lige det - ikke helt ligegyldige faktum - at sådan en campervan var den suverænt billigste transportform vi overhovedet kunne finde. Selv en lille, tarvelig Hyundai Getz kostede over dobbelt så meget. Så er sådan en ombygget Toyota Hiace med højt tag da ikke noget dårligt bytte! Det skal naturligvis ses i det lys, at markedet for campervans er noget helt andet end markedet for udlejning af “normale” personbiler. Og at der er langt større sæsonudsving. Vi ankom til New Zealand i begyndelsen af August. Netop som vinteren er på sit højeste og mange campervans bare står og samler støv på en parkeringsplads.

Kiwierne, som indbyggerne i New Zealand kaldes - og kalder sig selv - er et meget venligt folk. De smiler meget og er generelt servicemindede. Vi følte os med det samme godt tilpas. Og man kan langt hen ad vejen sagtens direkte sammenligne campinglivet i New Zealand med campinglivet i Australien. Campingpladserne er i 95% af tilfældene bygget engang i 1950’erne eller 1960’erne og kun frisket op med lidt maling siden. Om vinteren, midt i alt det mørke og fugtige, kan det naturligvis godt virke en anelse trøstesløst at være afhængig af nedslidte toiletter, brusekabiner eller fælleskøkkener. Men så er der lige de lysende stjerner. De steder der udarter sig ved at være markant anderledes. Enten fordi de simpelthen ligger fantastisk i naturen og danner grundlag for unikke oplevelser, eller fordi de bare er nye eller lækkert moderniseret og opdateret. Eller, som i nogle tilfælde, begge dele.

I New Zealand findes der campingpladser hvor der er værter der holder opsyn og som har varme brusebade, køkken og opholdsrum. Og så er der campingpladser der administreres af Skov- og Naturstyrelsen og som oftest er uden opsyn, strøm og varmt vand. Det koster så heller ikke så meget at bo der. 

Vi prøvede begge dele og selvom man måske godt kan føle sig lidt alene på vintermørke pladser uden opsyn og varmt vand, så gik det nu meget godt. Vi boede dog mest på pladser med opsyn og betalte gerne lidt ekstra for at have en plads med strøm, så vi kunne sætte el-varmeren igang, når det for alvor blev koldt ud på natten. Langt de fleste steder fandtes der også udmærkede vaskemuligheder. Vi rejser blot med tøj til en uge ad gangen, men det var aldrig et problem at få vasket og tørret i tide, inden beholdningen af frisk undertøj i rygsækken slap op.

Cape Reinga, North Island

Cape Reinga, North Island

Forventningerne til New Zealand var store! Og det var netop vores problem til at begynde med. Nordøen mindede os meget om det sydlige Australien. Blandet med Irlands intensivt grønne natur. Det nordlige New Zealand er MEGET grønt! Og der er smukt. Men vi savnede i lang tid en decideret “Wow-effekt”. Mest fordi vi netop lige havde opholdt os tre måneder i Australien og haft så mange af dem. Og fordi man hører og læser så meget om New Zealands helt unikke natur, at man forventer at blive revet med med det samme. Kigger man lidt på de forskellige rejsefora der findes på nettet er der også delte meninger om New Zealand. De fleste er enige om at det er et smukt og unikt sted, som man skal besøge hvis man kan. Den konklusion skulle vi også komme til, men først efter en rum tid. Vi startede på nordøen fordi vi havde fået vide, at hvis man startede på sydøen, som har en markant anderledes natur, så ville vi blive skuffede over nordøen. Og det er her rejseforaerne er delte. Nogle mener at nordøen er mest fantastisk, og andre det modsatte. I sidste ende er det en smagssag. Men for mig personligt må jeg sige, at det først var da vi nåede midten af nordøen, på vores vej sydover, at jeg begyndte at få “sommerfugle” i maven over det jeg så. Området omkring Lake Taupo, Hobbiton ved Matamata og ikke mindst hovedstaden Wellington. Det var fantastiske steder! Og naturen var ikke “bare” grøn og frodig, men mange-facetteret. Vulkaner, gletschere, ødemarker. Det er noget jeg kan lide!

Vi tog færgen fra Wellington på nordøen til Picton på sydøen. Og allerede ved ankomsten synes landskabet en smule anderledes. Måske var det bare fordi vi VIDSTE at sydøen ville være anderledes at vi havde denne fornemmelse. Jeg ved det ikke, men ihvertfald åbenbaredes et anderledes landskab for os. Vi havde nogle helt enestående naturoplevelser i Abel Tasman National Park, hvor vi blev sat i land på en lavvandet strand og vadede i land på bare fødder. Så gik vi i nogle timer gennem regnskoven til en anden strand, hvor en båd kom og hentede os igen. Vi oplevede de fantastiske gletschere Fox og Franz Josef, som nu om dage desværre er svundet ind til en brøkdel af hvad de engang var. Og så var der Milford Sound, fjordlandet nede sydpå, som vi sejlede på en regnvejrsdag hvor der var tusindvis af smukke vandfald på klipperne. 

Vi blev rigtigt begejstrede for byerne Wanaka, Queenstown og Oamaru. Dem besøgte vi mere end én gang. Ganske enkelt på grund af de virkeligt smukke omgivelser og så det faktum at disse tre byer bare har “et eller andet” der gør dem charmerende og interessante. Hver på deres måde.

Vi kørte rundt i campervan og fik dermed set rigtig mange tusinde kilometer New Zealandsk landevej. Man kan også vælge at tage en “designet” rundtur via et af de mange tur-selskaber, og så bare se de største turistmagneter. Det ville eksempelvis inkludere QueenstownWellington, Matamata (Hobbiton), Lake Taupo og måske Christchurch. Alt dette på bare 10 dage. Men vi så også alt det andet. Mange af de steder hvor turisterne ikke ankommer i hobetal. Vi kom lidt tættere på de lokale og vi fik virkelig mulighed for at tage det hele ind i et tempo der passede os fint. Vi kan med god ret sige, at vi kender New Zealand rigtig godt.

Christchurch var nok et af de steder der gjorde størst indtryk på mig. Det var sidste stop på vores tre måneder lange rundtur og vi havde set meget frem til at komme dertil. Efter jordskælvet i februar 2011, som jævnede byen med jorden, er der ikke meget at se på. Og så alligevel. Indbyggerne er nu, tre år senere i fuld gang med genopbygningen og det gjorde voldsomt indtryk at se deres ukuelighed og gå-på-mod. Deres vilje til at komme videre, trods sorgen og smerten over at have mistet så meget. Jeg vil meget gerne tilbage og opleve byen igen om 10 år, for at se hvordan den er blevet. På bedste, demokratiske vis, har man inddraget de lokale i beslutningsprocesserne og man er gået igang med at bygge “den optimale by” op. Det bliver spændende at se.

Det er ikke helt billigt at rejse rundt i New Zealand. Mad og basale dagligvarer er forholdsvis dyre i forhold til hvad vi eksempelvis er vant til fra Tyskland. Australien er dog lige et hak dyrere, så vi var allerede vant til niveuet. Og hvis man tænker på at vi jo også ville have haft omkostninger til daglige fornødenheder hvis vi havde været derhjemme, så var det ikke slemt. Men man skal ikke tro at man kan komme til New Zealand for at holde en billig ferie, eller for at bo og leve billigere end i Europa. 

Trods prisniveauet er New Zealand et land der vinder stærkt ved nærmere bekendtskabog jeg vil til hver en tid tale for at man under sig selv et besøg inden man dør. Har man ikke tid til at se begge øerne, så vil jeg personligt råde til at man prioriterer sydøen højest. Men det er altså bare min personlige mening. Andre vil muligvis sige noget andet. 

Det tager cirka 36 timer at komme dertil fra Europa. Og billetterne er ikke billige. Alligevel er det pengene værd at opleve den unikke natur, kiwi’erne og den afslappede tilgang til livet. I New Zealand er der rart at være!

 

Læs vores blogs fra tiden i New Zealand her!

Se flere billeder fra New Zealand her!

Læs om camping i New Zealand og Australien her!

Læs Alexandras synspunkter her!

Tilbage til blog oversigten her!

/Anders