Milano, Juli 2015

Selvom jeg har været i Italien så ofte at jeg ikke længere har tal på det, så har Milano aldrig været på listen over destinationer jeg har kunnet “vinge af”. Jeg har igennem årene hørt så mange - vidt forskellige - beretninger og meninger om byen, at jeg på én eller anden måde aldrig rigtig har fået taget mig sammen til at tage dertil for at få mine egne indtryk og danne mine helt egne meninger.

Men så meldte den australske gren af familien sin ankomst. De skulle på rundrejse i Italien, og da det viste sig at vi havde mulighed for at støde til i 4 dage under deres ophold i netop Milano, ja, så var sagen da klar!

Turen tager godt 6 timer i jævnt tempo fra München. Jeg ved godt at Google Maps og andre rute-værktøjer siger noget andet. Men ferietrafikken i virkelighedens verden umuliggør den gennemsnitsfart som computeren kalkulerer med. Så 6 timer måtte påregnes, og blev brugt så godt og vel.

Den første aften boede vi på et hotel i den nordlige forstad Bresso. Vi skulle mødes med en tidligere kollega, som kørte os til midtbyen, hvor vi spiste pizza og is, drak prosecco og sludrede i den milde aftenluft, mens Anton legede på pladsen ved siden af. Det var meget varmt og besøget i iskiosken var timet helt perfekt. Vi nød de første indtryk af byen, som ingen af os tidligere har besøgt.

Næste dag skiftede vi så hotel, og indlogerede os det samme sted, som vores tilrejsende fra Australien senere på dagen skulle ankomme til. Vi tog på sightseeing i mellemtiden og besøgte en meget spændende udstilling om den frygtindgydende Dinosaur-art “Spinosaurus” - som Anton allerede vidste en hel del om. Men chancen for at se en særudstilling om rov-dyret skulle naturligvis ikke forpasses. Og det var rart at komme indenfor - væk fra den meget stikkende sol - for en tid. Da vi var færdige lavede Anton en fin tegning til museets samling af børnetegninger, mens vi voksne samlede kræfter til at vandre videre i den bagende hede. 

Heldigvis var vores hotel vel-afkølet og det skete flere gange i løbet af vores ophold, at vi tilbragte de sene eftermiddagstimer på hotelværelset, simpelthen for ikke at smelte helt. 38-40 grader i skyggen er anstrengende. Jeg personligt klarede det overraskende godt - og jeg er endda fra Skandinavien - men Anton og Alexandra døjede noget mere. 

Gensynet med familien fra Australien var turens højdepunkt. Anton tilbragte dagene med sine fætre og sin kusine med fuld fart på og masser af leg. På engelsk - med bred australsk accent. Sammen udforskede vi byen - først på taget af Sightseeing-bussen og sidenhen til fods. Varmen blev ved med at ligge som en tung dyne over byen, men vi holdt den hen med masser af vand og godt med solcreme.

Desværre var naturhistorisk museum, med dens fine samling af dinosaur-skeletter, lukket om mandagen, hvilket vi ikke havde været opmærksomme på. Men så fik vi da set byens parker og sidegader, mens vi ledte efter et sted at få en eftermiddags snack. Sightseeing-bussernes køreplan kunne vi simpelthen ikke hitte ud af. Når vi ventede ved stoppestederne på de tidspunkter der stod anført i brochuren, skete der aldrig noget og når vi mente at vi måtte have god tid til at nå derhen, så vi den køre lige forbi os i hastigt tempo. Vi endte med at droppe planerne om at se mere af byen fra taget af en bus, og besluttede at gå tilbage til hotellet. Undervejs blev der drukket is-kaffe, lemonade og vand og spist panini’s og pizza-stykker i en lille kaffebar, med priser for de lokale - altså ret rimelige. Vi vendte endda tilbage hertil, fordi service og kvalitet var god. Et godt råd: Spørg hvor de lokale går hen - det er bedre og billigere end de barer og caféer man finder lige i nærheden af de største turist-attraktioner. Og der er masser af muligheder, hvis man bare leder efter dem! 

Dagen efter vores forgæves museums-besøg lykkedes det så at komme ind og se dinosaurer og andre fantastiske dyr, såvel nulevende som for længst uddøde. Børnene havde et par fantastiske timer, og vi voksne dermed også. Det ER bare lettere at have børn med på tur, når de lader sig rive med af det de ser. Og det gjorde de i den grad her på museet!

Aftenerne blev tilbragt på lokale restauranter. Italienerne er gode til at tage imod børnefamilier og der ses ikke skævt til dem fra de øvrige borde. Det er lidt forskelligt om de har deciderede børne-retter på menuen, men der kan altid laves mindre portioner af pasta med tomatsovs! 

Lokal milanesisk mad er normalt ret tungt, og dermed bedst egnet til de koldere vintermåneder. Men i sommervarmen er der nu intet i vejen med en salat af bøffelmozzarella, en portion gnocchi med hjemmelavet tomatsovs, eller en let pizza med blot få, men udsøgte råvarer. Naturligvis er der restauranter der er bedre end andre, men italienske restauranter er i mine øjne generelt af en højere standard end så mange andre. Nok går de ikke meget op i interiør, men til gengæld går de sjældent på kompromis med råvarerne og lidenskaben hvormed de laver mad. Sidder man ved bordene udenfor kan man jo også være ligeglad med hvordan restaurantens indre ser ud. I Milano betaler man mere for et måltid end man gør andre steder. Men så har man til gengæld også masser af stemning og atmosfære omkring sig. 

Vi nåede hverken slottet eller det tekniske museum med samlingen af Leonardo Da Vinci’s originale modeller. Vi nåede heller ikke ud til det enorme EXPO 2015 område lidt uden for byen, der ellers er årets helt store trækplaster. Og vi nåede heller ind og se “Den sidste nadver”. Vi havde kun nogle få dage og for os handler sådanne ture mest om at MÆRKE byen og livet omkring os. Få et indtryk af hvordan de lokale lever. Og det fik vi, sammen med vores australske familie, som var lige så begejstrede som os. Så må vi komme tilbage en anden god gang og se alt det vi ikke nåede denne gang…

Vi nåede dog Domkirken. Vi boede heller ikke mere end et stenkast derfra, så det var svært at glemme den. Det er et fantastisk bygningsværk, som det har taget århundreder at færdiggøre. Den ser allerede enorm ud udefra, men når man kommer indenfor (efter nogen tid i kø for at købe billet, og derefter en rum tid i en anden kø for at komme ind!) kan man ikke undgå at blive imponeret. Det er gigantisk og overalt mødes øjet af de fineste detaljer og udsmykninger. Det må koste en formue at vedligeholde, så billetprisen på 12 Euro per voksen synes egentlig rimelig. Med i prisen var også en vandretur på taget, hvor vi kunne nyde udsigten over byen - trods den intense hede og brændende sol.

Efter 4 dage var det tid til at vende næsen hjemad igen. Vi tog metroen tilbage til det sted udenfor byen hvor vi havde stillet bilen. For ingen af os havde lyst til at køre bil i centrum af Milano! Da vi steg ud af toget på vores station blev vi mødt af en gruppe kontrollører der mente at vi havde en forkert billet og at vi måtte betale 36 Euro per voksen i bøde. Vi ville gerne have vidst hvordan det overhovedet var muligt at købe en forkert billet i et fuldautomatisk billet- og adgangssystem som de har i Milano, men det kunne de ikke helt forklare os. Da vi ikke ville betale med det samme med vores kreditkort, steg prisen til lidt over 50 Euro per voksen. Og mens Anton blev mere og mere ulykkelig over situationen og stod og græd i baggrunden, måtte vi diskutere med kontrollørerne for at få udleveret vores pas igen. Note: Udlevér IKKE dit pas før du helt ved hvorfor du bliver bedt om det! 

Vi fik vores pas og vi fik beroliget Anton igen, selvom han var temmelig ophidset og ked af det. Vi nægtede at skrive under på papirer som vi ikke kunne læse og heller ikke kunne få nogen af kontrollørerne til at fortælle os hvad betød. Til sidst vendte vi os bare om og gik. Nu havde vi jo vores pas igen. Hvis jeg skal være helt ærlig, så stolede jeg ikke på dem. Ikke det mindste. Det var muligvis ikke fair af mig, men jeg mener at de måske burde have fortalt os stille og roligt at billetten var forkert (HVIS det altså var tilfældet) og at vi kunne betale forskellen (HVIS der var nogen forskel) og så ellers lade det være ved det. Den aggressive fremfærd vi istedet oplevede hjalp jo ikke meget. Nu må vi så se om der dumper en regning ind ad døren herhjemme i München. 

En lidt trist afslutning på en ellers fantastisk tur til Milano. Men både de positive og mindre positive oplevelser er en del af rejselivet. Sådan er det, sådan skal det være og sådan kan vi lide det!

/Anders

 

Se flere billeder her!

Læs mere om Italien her!

Tilbage til øvrige blogs her!