Italien

Jeg har efterhånden besøgt Italien så mange gange, at jeg har opgivet at tælle. Næst efter Danmark og Tyskland, er støvlelandet ubetinget det land i Europa som jeg kender bedst. Jeg har rejst i Rom, Umbrien, Marché, Toscana og Sydtyrol, og jo mere jeg opdager af landet og dets historie, jo mindre synes jeg at vide om det. Det er lidt som en pandoras-æske med adskillige lag, som bare bliver ved med at overraske og forføre. Jeg bliver aldrig træt af at besøge Italien!

Turen fra det nordlige Europa, ned gennem Tyskland, Østrig og over de alpinske bjergpas har i mine øjne altid været fyldt med symbolik. Vejret i nord- og mellemeuropa er jo en smule vekslende, og det forekommer mig at det ALTID har styrtet ned, når jeg er kørt igennem Østrig. Det er naturligvis kun inde i mit hoved at det er sådan, men der sker nu alligevel noget, når man endelig kommer fri af Brennerpasset, og starter turen ned gennem Sydtyrol (den nordligste region i Italien). Vejret ændrer karakter syd for alperne. Solen titter frem og hilser velkommen, som man passerer endeløse marker med æbletræer og vinranker.

På betalingsmotorvejene i Italien har man med hyppige mellemrum opført gigantiske rastepladser, hvor man kan tanke benzin og proviantere. Ofte er der supermarkeder, restauranter og caféer. Det virker nærmest som hele byer. Nogle steder er de endda bygget som broer hen over motorvejen. Det er uhyre effektive steder at gøre holdt. Italienerne styrer direkte hen til disken ved caféen, bestiller en espresso, venter med fingrene trommende på disken, og kaster den så ned i samme øjeblik den bliver serveret. Ikke noget med at “bide den over” eller sætte sig ned og hvile et kort øjeblik. Man skal hurtigt videre. Baristaen bagved disken er ofte en rutineret én af slagsen. I samme bevægelse som han sætter den friskbryggede espresso på disken, giver han lige den enorme sukkerskål et passende puf, så den glider hen til gæsten, vipper låget op og lægger en ske klar. Nærmest uden at tænke over det... Jeg er imponeret!

Min mangeårige “italienske affære” startede engang i midten af 1990’erne da jeg ved en tilfældighed så Bernardo Bertoluccis film “Forførende Skønhed” (Stealing Beauty), som foregår i Toscana. Der havde i flere år været en hel del “hype” i de danske medier omkring Toscana og hvor fantastisk der var. Alle dame- og livsstilsbladene var plastret til med opskrifter der angiveligt skulle være fra Toscana, eller i hvertfald stærkt inspireret derfra. Boligindretningen skulle være tung og landlig, gerne med store oliventræer i håndlavede terracotta-krukker. Jeg var endnu ikke “stået på toget”, men Bertoluccis film fik mig i den grad op af stolen og afsted sydpå. Nå, ja, Liv Tyler havde iøvrigt hovedrollen. Det skadede jo heller ikke!  

Toscana har været beboet i årtusinder. Etruskerne er nok dem der har sat størst præg på området. Her findes bygningsruiner og rester af anlæg der med lethed kan dateres tilbage til tiden før romer-riget. Det moderne Toscana er ganske enkelt bygget ovenpå det historiske Toscana. Private bygninger er ofte underlagt strenge restaurerings-vilkår. Et hus kan sagtens se nærmest faldefærdigt ud udefra. Men indenfor er det moderniseret efter de nyeste standarder og er et velfungerende hjem for en familie. Italienerne lever i pagt med (og med respekt for) deres historie og selvom der er undtagelser, så virker det som om at det meste af alt “det gamle” gerne må bruges. I mange af landets mindre byer består by-kernen udelukkende af huse der er MINDST et par hundrede år gamle. Vil man bo her er bureaukratiet med tilladelserne og håndværkerpriserne en lille pris at betale. I Rom kan man ikke runde et hjørne uden at have mindst én romersk ruin i synsfeltet. Det er ganske betagende og udenlandske turister har ofte svært ved at fatte, at hele landet ikke er afspærret for at give plads til arkæologiske undersøgelser.

Noget af det der har størst tiltrækningskraft på turister, inklusive mig selv, er den tilbagelænede, italienske livsstil. Den gør simpelthen bare godt! Når det er ved at være længe siden jeg har været i Italien, kan jeg mærke at jeg begynder at savne det. Der er noget over at checke ind på et hotel, gå sig en tur, checke den lokale is-bar ud, og eventuelt sætte sig på en café for at betragte de lokale. Jeg bestiller en espresso og finder mig i at tjeneren spørger mig om jeg virkelig vil have en “normal” kaffe (i Italien er det ensbetydende med en espresso) eller om jeg ikke hellere vil have en “Americana” - som er det de fleste turister drikker. Jeg har ofte fået et anerkendende nik og et smil, når den “normale” kaffe serveres. Godtnok er jeg turist, og min blonde, høje statur bærer tydeligt præg af “udlænding”, men lige dér høster jeg respekt! Det skal måske lige nævnes at Cappuccino og den slags ikke er noget italienere drikker efter klokken 10 om morgenen. Det er at betragte som morgenmad!

Italienere er LOKALE mennesker. Ganske vist er de med på den internationale bølge i næsten enhver hensigt, men der er et tilhørsforhold til lokalområdet som jeg sjældent har set andre steder. Enhver der har prøvet at køre i bil i Italien bare en enkelt gang vil vide, at vejskiltningen ofte lader en del tilbage at ønske. Mere end én gang er jeg kommet til et t-kryds og har måttet træffe en beslutning om højre eller venstre, sådan lidt på fornemmelsen. De lokale VED jo hvor de er og kender stederne som deres egne bukselommer. Hvorfor så bekymre sig om skilte? Således fór jeg engang vild langt ude på landet, og måtte spørge nogle lokale om vej. Jeg fik fremstammet nogle enkle, italienske stavelser og forsøgte at forstå hvad de svarede. Jeg husker ikke helt hvordan jeg endelig fandt frem til mit bestemmelsessted, men jeg husker at jeg i bakspejlet så en del venlige og medlidende ansigter, da de pegede mig i en bestemt retning på landevejen. Det så ikke ud som om at der kom turister forbi hver dag. Eller også lod de bare som om....

Der bor knap 60 millioner mennesker i Italien. De har alle det til fælles at de har et særdeles seriøst forhold til mad. Det er ikke uden grund at det italienske køkken er verdensberømt. I de fleste familier har man indtil flere opskrifter der er gået i arv gennem generationer. Og selvom italiensk mad sagtens kan være endog meget kompliceret at lave, så er det faktisk de mest basale retter der nyder størst folkelig anerkendelse. “Less is more” er parolen! Og med et klima der tilgodeser køkkenhaverne i noget højere grad end på de danske breddegrader, er det heller ikke svært at få fat i ingredienser i absolut topklasse. Tomater, basilikum, salat... Det er altsammen indenfor rækkevidde. Har man det ikke lige i baghaven (italienerne har grøntsager alle vegne hvor der plads udenfor) så henter man det bare på det lokale marked. De bedste lokale råvarer beholder man selv. Og det man ikke selv kan bruge i Italien eksporteres. Sådan!

Du må gerne gøre grin med italienerne. Deres biler. Deres tøj. Deres politikere. Men du skal ikke gøre grin med deres mad. Og du bør i allerhøjeste grad omgås råvarer og ingredienser med størst mulig respekt!

Nogle af de bedste italienske retter er i mine øjne dem der har så få ingredienser som muligt. En tomatsovs lavet på friske, solmodne tomater. En tallerken med båndspaghetti, blot “sprinklet” lidt til med god olivenolie og drysset med friskrevet parmesan. En pizza “Margherita”, bare med tomat, ost og frisk basilikum. Eller dén med rosmarin og tynde kartoffelskiver. Mere skal der ikke til!  

Når det ene måltid nydes ved langbordet, sammen med hele familien, begynder man som regel allerede at tale om det næste. I køkkenet står der ofte en gryde og simrer med “et eller andet”. Mad i Italien er ikke noget med hastværk. Det tager tid! Og der spises ikke ligefrem på faste tidspunkter. Som regel er solen gået ned, inden hele flokken er samlet og man kan sætte sig til bords. Børnene myldrer omkring, spiser lidt med og leger så videre med det de nu var igang med inden de blev afbrudt. Alle taler højt og på samme tid! 

Italienerne forguder børn! Vores Anton har endnu kun været i Italien en enkelt gang, og det for ganske nylig. Men det er helt tydeligt at børn er velkomne alle steder og selvom restauranterne ikke ulejliger sig med at lave børne-menuer med labyrinter og malebogsmotiver på bagsiden, så laver de gerne en børneportion til halv pris. Når man rejser med børn i Italien skal man ikke forvente særlige forhold til børn eller børnfamilier. Børn er velkomne, men det er på samme vilkår som vi andre. Sådan har børnene tilpasset sig i århundreder. Det kan de vel også fortsat gøre?

Det eneste jeg ikke vil anbefale at man gør når man holder ferie i Italien er at tage til kysten for at ligge på stranden. Langs de italienske kyster finder man alle de klassiske turistfælder, med hoteller, restauranter og caféer der alle har latterligt høje priser og en servicestandard under al kritik. Ofte må du end ikke ligge på stranden med dit eget håndklæde men skal leje en liggestol og en parasol for en dag. Uanset om du bare skal ligge der en time. Feriestederne ved kysterne er pengemaskiner, og trafikken er mareridtsagtig. Jeg undgår dem og holder mig til de rolige landsbyer inde i landet.

For nylig kom jeg så, efter hvad der virker som alt for mange år, tilbage til Italien. Blot for en weekend, men det var nok til at mærke gensynsglæden og til endnu en gang at få appetit på meget mere. Vi tog en tur til Sydtyrol for at holde weekend sammen med nogle gode venner. Vi vandrede lidt i naturen, smagte på den lokale is, de lokale pizzaer og ikke mindst den lokale vin. Området virkede fulstændig autentisk og selvom der var moderne indslag i form af huse og biler, så virkede Sydtyrol ligesom Toscana som om der ikke var ændret ret meget i de seneste par hundrede år. Sådan skal det være i Italien! Det er i mine øjne værd at holde fast ved i en moderne og ofte flyvsk verden. Vinrankerne skal stadig tilses og passes, hvilket ofte foregår med hænderne på gammeldags vis. De små hoteller og pensionater på bjergsiderne lever i pagt med lokalområdet som de altid har gjort det, og gæsterne i Sydtyrol har rig mulighed for at cykle, vandre og på anden vis få fantastiske oplevelser og motion, inden det hen mod aften går mod enten hotellets restaurant eller en lokal restaurant i området. 

Vores hotels standard var noget lavere end på samtlige af de hoteller vi har været på under vores rejse rundt om jorden. Men det var lige meget. Man følte sig velkommen og man havde en fornemmelse af at komme hjem for at besøge en gammel ven, der bare hele tiden havde ventet på at man skulle komme tilbage. “Hvorfor er I dog rejst hele vejen rundt om jorden? Alt hvad I behøver er jo lige her!”

Og det passer egentlig meget godt. Italienerne har jo den der fantastiske egenskab der gør at de KAN tage tingene lidt mere med ro. I vores stressede hverdag, hvor vi kæmper med endeløse arbejdsdage, for lidt ferie og for meget dårligt vejr, er Italien lige præcis den balsam der skal til for at komme ovenpå igen. Der bør i høj grad være meget mere Italien i de fleste menneskers liv!

/Anders

 

Se flere billeder fra Italien/Sydtyrol her!

Tilbage til blog oversigten!