At rejse med fly

Hvis du, ligesom jeg, med jævne mellemrum rejser med fly, oplever du givetvis også med jævne mellemrum de mest forunderlige former for kundeservice, som man udsættes for i forbindelse med flyrejser. Former som jeg tvivler på at man ville kunne overleve på ret længe i de fleste andre brancher. 

Allerede ved billetbestillingen, som for undertegnedes vedkommende oftest foregår hjemme ved computeren, bliver man mødt med begrænsninger. Ingen fortrydelsesret, ingen ombytnings- eller ændrings ret i det hele taget. Med mindre man betaler ekstra! Og bliver flyet aflyst, ja, så er det bare ærgerligt. I nogle tilfælde KAN det være at man ombookes til et senere fly, eller et fly dagen efter. Men hvis man har møder på destinationen, eller skal videre med et andet fly, er dette ikke så anvendeligt. Og hvis man ombookes til et fly dagen efter, må man iøvrigt, som regel, selv stå for indkvartering. 

De fleste forsinkelser eller aflysninger nu om dage begrundes med “tekniske problemer” (en forklaring der får de fleste passagerer til at pakke sig og returnere til deres venteposition på sædet i gaten) og naturligvis tænker flyselskaberne mest af alt på passagerernes sikkerhed. Så de flyver selvfølgelig ikke medmindre det er helt forsvarligt. Men har du ikke en forsikring der dækker en sådan situation, står du selv for indkvartering. Jeg har dog set et par passagerer gøre sig så meget utilbens at staklerne i transfer-service centeret gav efter og sendte dem på hotel - som en helt ekstraordinær service, naturligvis! Det eneste du normalt kan have held med at vride ud af selskaberne er mad kuponer, så du kan købe en sandwich og noget at drikke. 

Jeg har også et par gange oplevet en såkaldt “Force Majeure” - ting der ligger udenfor selskabets kontrol. Herunder ligger ekstreme vejrsituationer blandt andet. Jeg priser mig lykkelig over at jeg kun har oplevet dette når jeg er rejst i forretnings øjemed, og har arbejdet for et firma med forståelse for den slags. 

Nå, tilbage til selve billetbestillingen. Er man nået så langt, at man endelig kan printe sin booking bekræftelse ud, kan man sætte sig lidt ned og undres over, hvorfor der indenfor luftfarten, som det eneste sted jeg kender, hersker fuldstændigt omvendte og ulogiske tilstande i forhold til den øvrige verden: Jo længere du venter med at booke, jo dyrere bliver billetterne! Naturligvis har det noget at gøre med at man ikke ønsker at flyve med halvtomme fly, og af hensyn til planlægningen ønsker at vide hvor mange passagerer der skal afsted. Men kunne det nu ikke gøres bare lidt smartere? Al spontanitet er væk. Det er ikke længere muligt at sidde derhjemme den ene weekend, og planlægge en tur til Venedig den næste. Med mindre man er villig til at betale listepriserne (som kun de færreste i virkeligheden betaler), eller man er tysk forretningsrejsende, med det hele betalt på 1. klasse og tilpas mange bonuspoint på kontoen til at der ikke tænkes på den slags! Øv!

Nå, men cirka 3 måneder efter billetbestilling og betaling, står man så i lufthavnen. Jeg har efterhånden lært at tage afsted hjemmefra i overordentlig god tid. De sidste mange gange er det måske gået nogenlunde tjept med check-in og baggage aflevering. Men ved security checket knækker filmen så. Her hersker der rene mareridts tilstande! Op til 30 minutter har jeg oplevet at vente, på en rigtig dårlig dag. Som kreaturer på vej til malkemaskinen venter alle på at slippe igennem scannerne.

Af med alle former for metal. Den bærbare i en separat bakke gennem scanneren. Af med jakken, bæltet osv osv. Senest skal også væsker og andre ”flydende substanser” forsegles i plasticposer. Har du glemt dette hjemmefra, kan du få poser udleveret på stedet. I nogle lufthavne dog mod betaling - op til 1 euro!

Jeg slipper som regel igennem uden spørgsmål, og kan så gå direkte hen og købe mig en cola, lægge den i hånd bagagen og tage den med ombord på flyet, uden at én eneste lægger mærke til det, eller interesserer sig det mindste. Jeg spiser også i én af restauranterne, og tager bestikket med ombord. Måske er security i lufthavnene udelukkende opfundet for at give en fornemmelse af sikkerhed? For så snart omsætningen i lufthavnens butikker og restauranter potentielt kunne svækkes, så betyder sikkerheden i virkeligheden ikke så meget. Til gengæld har jeg efterhånden en del restaurationsbestik fra alverdens lufthavne derhjemme. 

I USA har jeg engang oplevet at blive bedt om at tage skoene af 3 gange, på 3 forskellige steder, på min vej ned til gaten, for at de kunne scanne dem. Man skulle tro, at når man én gang er igennem, ja, så er man ”clearet”. Men OK, det er så også kun sket i USA.

Nå, men jeg når igennem security, shop-slaraffen-land og helt ud til gaten, hvor jeg venter sammen med de andre passagerer på at det endelig bliver tid til at boarde. Imens sidder jeg så og kigger på mine medpassagerer, og spekulerer på om en af dem mon er en så trænet terrorist, at vedkommende simpelthen slår os alle ihjel med de bare næver, og lader de skarpe genstande og sko med sprængstof blive i security, eller derhjemme.

Da vi endelig kommer ombord på flyet, overraskes jeg hver gang af HVOR lidt plads der egentlig er overladt til hver enkelt passager. Så mange sæderækker som muligt, betyder så mange betalende passagerer som muligt. Men det betyder også så lidt ben-plads som muligt! Med mindre man altså lige er tysker, og gladeligt betaler for et sæde på business (eller sågar 1.klasse hos Lufthansa) og derved får ekstra ben plads, ingen medpassager på midtersædet, et glas prosecco og en kold pastasalat med i købet. I visse tyske lufthavne har disse rejsende endda egen indgang, så man ikke skal stå sammen med ”de andre” inden boarding. Det sjove er så, at i enhver lufthavn hvor de lander, har man ikke disse faciliteter, og businessfolkene må forlade flyet ad samme vej som vi andre. Ja, jeg ville forlange pengene tilbage!

airplane-1and2.jpg

Anyway, mit minisæde bagerst i flyet venter på mig, og da jeg endelig når derned, er overskabet til håndbagagen naturligvis overfyldt og min rygsæk bliver konfiskeret af stewardessen, og båret op midt i flyet hvor den stuves ind mellem et par af de andre passagerers lange frakker. Deri ligger så min bog og min iPod, indtil jeg 45 minutter senere, i 10.000 meters højde endelig får tilladelse til at lukke sikkerhedsbæltet op, og stavre op langs rækkerne efter mine sager. På vej tilbage til mit sæde må jeg lige vente lidt på at stewardessen bliver færdig med at sælge kaffe og andre forfriskninger. For der hvor jeg sidder skal vi som regel betale. Kun oppe foran, hos tyskerne, er der råd til at forære den slags til gæsterne.

Hos de allermest nederdrægtige flyselskaber har man sågar forbudt passagererne overhovedet at nyde medbragt mad og drikke. Jeg er ikke helt sikker på at den holder i retten, men man vil jo ikke risikere at blive smidt af, så den ombordsmuglede cola, som jeg købte i transithallen, sipper jeg kun af når stewardesserne kigger den anden vej. Et par gange har jeg dog købt mig en kop kaffe (4,50 euro) og forsøgt at nyde den halvlunkne substans, mens jeg prøvede at ignorere lufthullerne og de tiltagende propper for ørerne. Jeg holdt op med at købe kaffe den dag passageren foran mig pludselig, og uden varsel, skubbede sit sæde HELT tilbage, så kaffen blev spildt ud over min bog og mine nyindkøbte (dyre!) blade fra lufthavnskiosken. Heldigvis havde jeg ikke hverken iPod eller laptop i brug lige på det tidspunkt.

Da vi lander, og mine lange ben er følelsesløse af at sidde fastspændt, taxier flyet fra landingsbanen ud til den fjerneste position, hvor en bus venter på at køre os til terminalen. Mens vi kører den obligatoriske 10 minutters tur til terminalen, forbi endeløse rækker af nærmereliggende, tomme gates, spekulerer jeg på, om ikke jeg skulle prøve at charmere mig til en opgradering på hjemturen, alt imens jeg gnider de ømme knæ, der blev stødt blå da passageren foran mig rykkede sit flysæde tilbage.

Endelig fremme ved ankomstterminalen, gennes vi ind til baggagebåndene, hvor vi efter 25 minutters venten, med spænding ser bagagen komme ud. ALTID og UDEN undtagelse, med bunden i vejret!

Og herefter kan man så endelig slæbe sine sager gennem tolden, og ud til sine ventende kære eller taxien på den anden side.

Efter hver eneste tur, spørger jeg mig selv: Hvorfor gør du det? Men svaret er jo alligevel indlysende: Vil man se noget af denne verden eller bestride et internationalt job, må man lide for det!

/Anders

Tilbage til blog-oversigten!