Ærøskøbing

DSC07785.JPG

Som indbygger i et forholdsvis lille land, er det bemærkelsesværdigt hvor meget vi rejser ud og ser de fjernere kroge af vores blå planet, og hvor lidt vi egentlig kender til vores eget rige. Bevares, vi har da været på alle de obligatoriske ture til de berømte seværdigheder, som Danmark faktisk har ganske mange af (ingen nævnt, ingen glemt), men jeg har nu aldrig haft danske små-øer inde på radaren. Ikke før en række tema udsendelser løb hen over skærmen denne sommer på DR2. Det fik min opmærksomhed pejlet ind på Ærø, som fremstod som en særlig perle, med lidt for enhver smag og samtidig plads til ro og fordybelse.

I denne omgang måtte vi desværre begrænse os af tidsmæssige hensyn, men når det nu ikke kunne være anderledes bestemte vi os så for at gøre denne sviptur til en ”smagsprøve” på hvad der eventuelt venter os under et senere og længerevarende ophold. Selv et enkelt døgn kan sagtens være fyldt med intense og uforglemmelige oplevelser, som man kan leve på i lang tid. Og dem fik vi nogle stykker af.

Allerede på Ærøfærgen fornemmer man, at man er blandt folk der sætter pris på ø-livet. Sådan en fredag eftermiddag i slutningen af oktober, et godt stykke udenfor sæsonen, er der fyldt til randen. Pendlerne skal hjem på weekend. Det så ikke ud som om der var ret mange ”som os” – udenforstående byboere, med hang til efterårs eventyr. Det var slet og ret fast klientel og der blev hyggesnakket, udvekslet sladder og grinet overalt. Jeg havde egentlig sat mig for at sønnemand og jeg skulle op på dækket for at tage billeder og nyde turen gennem det sydfynske ø-hav. Men en lufttemperatur marginalt over frysepunktet og en stiv og ubarmhjertig kuling gjorde at Anton drejede om på hælen så snart vi var på åbent dæk, og resolut satte kursen tilbage mod det varme cafeteria, hvor hans mor klogeligt var blevet siddende.

Indenfor i Pension Vestergade 44

Indenfor i Pension Vestergade 44

Ved ankomsten i Ærøskøbing var det begyndt at regne. Vi havde ladet bilen parkere i Svendborg, idet vi vidste at vi med den begrænsede tid vi havde på denne tur ikke ville komme til at bruge den på Ærø. At billetprisen for en bil tur/retur, med passagerer, i vores øjne tilmed er tårnhøj, gjorde naturligvis også sit til at vi ikke insisterede på at have den med. Så vi traskede de små 500 meter fra færgelejet op til Pension Vestergade 44, hvor værtinden Susanna Greve ventede os med åbne arme og godt humør. Anton, der normalt er temmelig reserveret den første halve time, følte sig straks hjemme i de hyggelige omgivelser, smed sko og jakke i hallen og var klar til at gå på opdagelse inden vi overhovedet fik sat baggagen fra os. Jo, huset har åbenlyst god karma!

Vestergade 44

Vestergade 44

Når man tjekker ind på Pension Vestergade 44 serveres der eftermiddags te. Denne er inkluderet i prisen og er en fantastisk måde at ”lande” på. En stor krukke med hjemmebagte småkager stod ved siden af. Vi satte os i stuen og nød roen og de mange, skønne møbler og antikviteter som pryder rummene, alt imens mørket stille sænkede sig udenfor. Vi tog os god tid til at nyde teen, og Anton fandt hurtigt en fantastisk fin kasse med spændende legetøj som han ikke kendte hjemmefra. Susanna fortalte lidt om stedet og spurgte om vi havde planer for aftenen. Vi fortalte at vi havde en restaurant i tankerne, men den skulle vise sig at være ferielukket. Men i Ærøskøbing har man restauranterne imellem lavet en aftale om, at der altid skal være mindst én spisemulighed for udenbys gæster, på alle årstider. Så Susanna ringede og bestilte bord i Det Lille Hotels restaurant for os. Meget fin, proaktiv og betænksom service!

 Maden på Det Lille Hotel var i øvrigt i særklasse. Alexandra nød en friskfanget rødspætte med kartofler, mens jeg satte tænderne i tørstegt flæsk og persillesovs. En ret som jeg er vokset op med, men ikke kan huske hvornår jeg sidst har fået. Begge retter lavet af de bedste råvarer, håndteret med behørig respekt for traditionen.

Ærøskøbing på denne årstid er noget af det hyggeligste man kan forestille sig! Overalt i de krogede stræder er man omgivet af fredede, gamle huse, hvoraf mange går endog adskillige århundreder tilbage. Og særligt i det friske efterårs vejr, hen på aftenen hvor lysene tændes i stuerne og skæret fra de gamle gadelamper oplyser stræderne med gult, kan man ikke lade være med at komme bare en lille smule i tidlig julestemning.

Da vi er tilbage i Vestergade 44 er det tid for Anton at komme i seng. Vi er denne aften de eneste gæster, så vi går på smugkig i alle husets spændende rum, for at se de smukt indrettede soveværelser. Elfenbensværelset, Det Gule Værelse, Det Grønne Værelse og ikke mindst vores eget Det Røde Værelse er alle eksklusivt indrettet med en udpræget sans for detaljen. Virkelig helt ned til absolut mindste detalje, har Susanna Greve med kyndig hånd sat de mange gamle effekter sammen, så det hele passer sammen. Ofte med udgangspunkt i de gamle, indrammede billeder der pryder væggene. Draperede gardiner, gamle lamper og lysekroner. Selv stikdåserne i væggene og udtagene i lofterne er i gammel stil og ser ud som om huset er født med det. Man føler sig privilegeret over at kunne nyde disse sjældne omgivelser, der langt overgår hvad man kan forvente af alverdens hoteller, selv i den helt eksklusive ende!

Da Anton er lagt i seng og sover, sidder vi i sengen og læser. Vi beslutter os for at indtage en Bailey, og jeg lister ned i dagligstuen, hvor jeg tidligere så en bar i hjørnet med flasker for enhver smag. Man skriver blot på en lille blok hvilket værelse man bor i, og hvad man har taget. Så noteres det på regningen. Mens jeg står og bladrer lidt i gæstebogen, der afslører at her kommer gæster fra hele verden, kommer Susanna forbi. Jeg spørger hende nysgerrigt om hvordan i alverden hun har samlet alle disse helt unikke ting og fået dem sammensat så godt. Hun fortæller at det meste stammer fra hendes eget barndomshjem i Surrey, England. Efter forældrenes død fik hun fragtet en hel container over til Ærøskøbing, hvor alle effekterne i dag indgår som en naturlig del af indretningen. Ja, faktisk skulle man tro at det altid havde set sådan ud.

Jeg tager vores ”night-caps” (1 Bailey og 1 Portvin) med op på værelset, hvor vi sidder og læser og nyder stilheden. Her er bomstille, bortset fra Antons rolige vejrtrækning ovre fra barnesengen. Det er fantastisk. Jeg kunne sagtens forestille mig at tilbringe længere perioder sådan et sted her. Bare falde helt til ro og nyde at hverdagen har sin helt egen inerti og rytme.

Næste morgen er vi i sagens natur tidligt oppe. Anton vågner sædvanligvis omkring 0630, og Susanna havde været forudseende nok til at spørge hvornår vi ønskede morgenmaden serveret. Efter lidt overvejelser endte vi med at sige 0730, hvilket jeg personligt syntes måtte være tidligt, sådan udenfor sæsonen og i weekenden. Men Susanna blinkede ikke et øjeblik, og tidspunktet skulle da også vise sig at holde ganske fint. Alt var klappet og klart da vi trådte ind i morgenmads rummet. Kaffe og te efter ønske og friskpresset appelsinjuice. Varmt brød og en platte med ost, skinke og salami. Derudover var der yoghurt og müsli, samt et fint udvalg af marmelader og honning. Anton fik endda en lille skål med friske blåbær, til hans varme havregrød.

Efter morgenmaden går vi ud i den frostklare morgen og vandrer gennem de brostensbelagte gader og stræder, mens byen langsomt vågner op og solen smelter rimen af hustage og træer. Her mærker vi tydeligt at det er en turistby udenfor sæsonen. Der sker ikke meget og der er næsten mennesketomt i gaderne. Men jeg kan nu sagtens forestille mig hvordan der må være midt i højsæsonen om sommeren. Vi bliver hurtigt enige om, at det måske er optimalt sådan lige på det tidspunkt hvor sæsonen langsomt er ved at rinde ud, altså slutningen af August eller i starten af September. Men denne rolige morgen, hvor det kun er Ærøskøbings egne, faste indbyggere der huserer i gaderne, er her nu også hyggeligt. Vi passerer mange ferielukkede, men tilsyneladende hyggelige caféer, spisesteder og iskiosker, som vi bliver enige om at komme tilbage og prøve en anden gang inden sæsonen slutter. For jeg er ikke i tvivl om at Ærøskøbing er et sommerparadis på jord. For hele familien. Men er man til ro og fordybelse, er et ophold udenfor sæsonen bestemt heller ikke nogen dårlig idé. Her er rart og roligt og man kan samle tankerne.

En af byens attraktioner er de smukt udsmykkede døre, som ses på mange af de helt gamle huse. Jeg tog nogle billeder af dem jeg synes var mest bemærkelsesværdige. Men efter at vi kom hjem hørte jeg så at der skulle være en enkelt, der bliver malet med okseblodsfarvet maling. Og at den altid er blevet det. Lige nøjagtigt den dør gik vi åbenbart ikke forbi. Men så er der jo noget til gode til næste gang. Til gengæld så vi et par steder hvor der voksede husløg på tagene. Endnu et smukt bevis på at Ærøskøbings huse har mange år på bagen, men er ældet med ynde!

Da tiden nærmer sig vores færgeafgang, skynder vi os tilbage til Vestergade 44 for at hente vores baggage og begiver os ned til færgelejet. Det er dagen for genindvielsen af færgen, som har været på værft for at blive malet. Således er færgen mellem Ærø og Svendborg nu dekoreret med masser af farver, så den minder lidt om en caribisk luksusliner, hvilket vist også var meningen.

Vi glæder os over endelig at have besøgt Ærøskøbing som skulle vise sig at være en lille, idyllisk perle af et fristed og vi kommer helt sikkert tilbage! Jeg drømmer allerede om at sidde ude i den gamle, smukke have i Vestergade 44, dér på bænken under træet, med et glas kølig hvidvin og en god bog fra den kæmpestore reol inde i dagligstuen. 

/Anders

Klik her for flere billeder!

Tilbage til blog-oversigten!