Den egoistiske familie-rejse blogger?

“Tænker I slet ikke på børnene?” - det spørgsmål er der mange familierejsebloggere der med mellemrum bliver konfronteret med. Mange antager at det udelukkende er forældrenes egne, egoistiske rejselyster der får dem til at rive børnene ud af en god og tryg hverdag med børnehave/skole, kammerater og fodboldtræning. De antager at børnene må lide nærmest ubærlige afsavn og at de får varige psykiske mén. At de sidenhen bliver en dyr og tung belastning for samfundet.

Nuvel, den antagelse kan man naturligvis godt have, men lad mig nu alligevel forsøge at kaste lidt lys over hvad det er, der får “sådan nogen som os” ud i dette vanvid og “russisk roulette” med vores børns psykiske velbefindende. Lad os tale lidt om hvad det er for et liv vi ønsker at føre og hvilke værdier vi ønsker at videreføre til vores børn.

Mange mennesker arbejder hele deres liv imod økonomisk tryghed. Fast ejendom skal helst købes så tidligt som muligt, så man kan nå at betale det hele af, og sidde for en billig husleje når engang man skal på pension. I mange lande koster børnenes uddannelse en formue, ligesom sygesikring og den årlige ferie skal betales. Bilen skal på værksted og holdes vedlige, hvis den skal kunne trække campingvognen over Brennerpasset og ned til Gardasøen om sommeren. Der skal altså knokles igennem fra mandag morgen til fredag aften. År ud. År ind. 

Sådan har det været i generationer. Det kender vi. Det giver mening for os! Det giver os tryghed at vide, at vi om X år kan læne os tilbage og sige at vi klarede den! 

Vi har en del venner der tænker sådan. Jeg holder meget af dem! Jeg synes de er dejlige at være sammen med og jeg synes deres huse, biler og karrierer er imponerende. Men jeg ønsker bestemt ikke at være i deres sted…

Jeg har været der! Fart på karrieren, fast ejendom, to biler i indkørslen. Og en altædende fornemmelse i maven der sagde mig, at sådan et liv simpelthen bare ikke er noget for mig. Jo mere jeg ejer, jo flere tanker gør jeg mig om hvordan jeg skal få råd til mere, og naturligvis også om hvordan jeg skal skaffe pengene. Det giver mig en konstant følelse af utilstrækkelighed fordi timerne bag skrivebordet på kontoret griber om sig og den kvalitetstid som jeg forsøger at finansiere derved ikke helt bliver så god, at jeg synes det hele er umagen værd.

Det var præcis dét der gjorde at vi sagde stop! 

Vores søn er fuldstændig som alle andre børn. Han elsker sit legetøj, sine kammerater og sin dagligdag. Han elsker den tryghed han har i hjemmets fire vægge. Men allerhelst vil han have glade forældre, der viser at de elsker ham på alle mulige måder - og ikke bare stikker ham et nyt stykke legetøj eller giver ham en iPad i hånden når der i en snæver vending skal kompenseres for den dårlige samvittighed. Han vil have nærvær. Som alle andre, helt normale børn. Og gennem vores livsstil har vi fundet frem til en måde hvorpå vi kan give ham det. På vores måde. 

Indtil videre har vi ikke haft udfordringen med at få rejserne til at passe ind i en dagligdag med skolen. Først når Anton bliver 6 skal han starte, og så bliver kalenderåret lidt anderledes for os. For tiden rejser vi jo heller ikke på fuld tid, netop fordi den evige rejse ikke er noget for os - det har vi beskrevet her - og derfor skal vi såmænd nok finde en løsning på det når den tid kommer. 

Hvis vi for en kort tid leger med tanken om at vi som forældre havde trivedes i en “traditionel” dagligdag med karrierer, daginstitution, skole mv, ja så ville vores søn formentlig også have passet fint ind i de “kasser” som samfundet stiller op og måler og vejer borgerne efter. Her i Tyskland indkaldes børn eksempelvis til regelmæssige undersøgelser hos lægen, hvor de bedømmes på forskellige punkter. Syn, balance, koordinering, tale egenskaber mv. So far so good. Anton har lige været til sin 5 års undersøgelse. Uden anmærkninger. Her gik det op for mig at man i Tyskland - ligesom i de fleste andre moderne lande - har visse standarder som betragtes som “normen” - men som i mine øjne er ret ensidige. Anton blev spurgt om begrebet “tid”… “Ved du hvad vi kalder dagen i morgen?” - “Øhmmm” svarede Anton… Det vidste han ikke lige… Han kender til “i morgen” for det taler vi om hver aften inden han skal sove og vi taler om hvad vi skal lave “i morgen” når han kommer hjem fra børnehave. Men ugedagene var naturligvis det lægen ville høre om, og dem havde vi som forældre åbenbart ikke lagt nok vægt på. Lægen spurgte også til tiderne - altså klokken. Men det eneste Anton kender til er “morgen”, “formiddag”, “eftermiddag”, “aften” og “nat”. Der blev spurgt til hvornår der ligger sne udenfor. Anton svarede “ikke lige nu” - lægen havde gerne hørt ordet “vinter” et eller andet sted i samtalen. Og det ord kender Anton så sandelig godt. Men måden der blev spurgt på var han jo ikke vant til. Og den tyske læge kunne heller ikke forholde sig til at Anton er tosproget. Hans ordforråd og udtale er bedre end de fleste af hans tyske kammerater, men han bliver ikke målt på det fulde “spektrum”. Der blev heller ikke spurgt til hans viden om geografi, mellemfolkelige egenskaber og hans evne til at forholde sig abstrakt til ting, som 5 årige normalt ikke ville kunne. Til gengæld skulle han tegne et hus, et træ og et menneske på et stykke hvidt papir. Det klarede han uden problemer og lægen var imponeret over detaljegraden på den hat som den tegnede mand havde på. Han var også imponeret over at Anton kunne tælle til 20. Anton spurgte om han ville høre det på dansk også - men det var der ikke tid til. 

Hvorfor nu alle disse detaljer? Jo, vores påstand er, at det at tage Anton ud af en dagligdag i børnehaven - eller skolen til sin tid - for at tage ham med ud og opleve den verden vi lever i, er mindst lige så dannende og lærerigt for ham, som at sidde i et sommer-lummert klasselokale sammen med 25 (i bedste fald!) andre børn og råbe om kap om at få blot lidt af den stressede lærers opmærksomhed. Han kommer til at forholde sig direkte til naturen, mennesker og kulturer på en helt anden måde, end den en skolebogsforfatter og en lærer kan formidle. Der er ikke noget i vejen med lærerstanden eller kvaliteten af de bøger der tilbydes. Vi mener bare at der findes alternativer.

Da vi kom hjem fra vores 12 måneder lange jordomrejse forventede venner og familie at vi ville falde pænt tilbage til det familiemønster vi have haft inden vi tog afsted og at vi hurtigst muligt ville begynde at arbejde, få os en bil og få sendt Anton i børnehave. Det vakte nogen undren at vi ventede et halvt år med at få Anton i børnehave. At vi ikke begyndte at arbejde med det samme. Og at vi endnu ikke har nogen bil er også noget de fleste gennemsnitsfamilier her i München smiler lidt over. Vi ville da gerne have en bil til rådighed. Men regningerne vil vi ikke have. De penge der uundgåeligt ville blive hældt i driften af metal-dyret hver eneste måned, ville vi så ikke kunne spare op til senere rejse-eventyr. Vi kunne også bruge de penge vi faktisk tjener på en større lejlighed. Det ville da være rart med et ekstra værelse. Men efter ret lang tid i en campervan synes vi ærligt talt at vi har plads nok. Vi forældre sover endda i stuen og når folk besøger os for første gang kan man da også se at de lige kigger en ekstra gang. Det er måske lidt usædvanligt, men vi mener at Anton skal have sit eget værelse, og uanset hvordan vi vender og drejer økonomien, så ville en bare lidt større lejlighed hæve de månedlige udgifter for os i en så betragtelig grad, at det er helt uinteressant. Igen, tanken om fremtidige eventyr rundt om i verden vejer tungere.

Vil vi have penge nok til dagen og vejen når vi engang går på pension? Vil vi have sikret Antons uddannelse? Vil vi have råd til sygebehandling? Heldigvis bor vi i et land, hvor sygesikring og uddannelse nok ikke er helt gratis, men det er dog til at betale. Vi lægger kun ganske lidt til side til alderdommen og vi ved ikke om det rækker. Den slags tanker synes vi er nyttesløse. Hvem ved om vi overhovedet lever den dag vi ifølge kalenderen skal på folkepension? Hvem siger at der overhovedet er noget der hedder folkepension til den tid?

Vi kunne vælge at sætte os godt til rette i kontorstolen igen, og glemme alt om det, der for os er livskvalitet i størstedelen af vores vågne timer. Fra nu af og de næste 3 årtier. Jeg frygter bare at jeg så til den tid - hvis jeg lever - vil stå og kigge mig i spejlet og forbande mig selv over alle de ting jeg ville ønske jeg havde gjort. Alle de timer jeg ville ønske jeg havde haft med min søn. Alle de ting jeg ville ønske jeg havde oplevet med ham og min hustru. Alle de sandstrande i Stillehavet som jeg gerne ville have mærket under mine bare fødder, men som jeg aldrig kom ud til, fordi der hele tiden var en vranten chef og en deadline at passe… Et nyt og lidt større hus at vedligeholde. En ny bil at finansiere. Et girokort at betale så familien kan få de 2 uger på et SunVing-resort i Middelhavet som vi SKAL have, for at føle os bare lidt som en familie, plus den uge på ski i St. Johann som vi også skal på, fordi vi jo også skal mærke at vi lever…. Bare af og til… 

Nej tak! Vi lever nok i en mindre lejlighed, uden bil og uden alle de kvadratmeter som vi KUNNE sprede vores sparsomme inventar ud over. Men vi LEVER på den måde vi ønsker det, imens vi kan. Den dag jeg skal herfra vil jeg i det mindste kunne sige at jeg var en bedre ægtemand, far og ven end jeg ellers ville have været. For jeg går ikke hele tiden og søger efter noget andet og efter at opnå et bedre liv. 

Jeg har jo det hele - lige her!

/Anders

Læs mere om at rejse med barn her!

Find gode grunde til at rejse med børn lige her!

Tilbage til blog oversigten!