Guide til Danmark & Danskerne

Danskere er i internationale sammenhænge kendt for at være de lykkeligste mennesker i verden. Høj livskvalitet, generelt gode sociale forhold, og et på alle måder sikkert og afbalanceret samfund. Faktisk bliver Danmark ofte nævnt som et af de lande i verden hvor forskellen mellem rig og fattig er mindst.

De 5,5 mio indbyggere lever i fred og fordragelighed, og når de endelig kommer op af stolen for at protestere eller ytre sig, så drejer det sig som regel om småting. I Danmark lurer der ikke mange farer, på nogen områder, og man kan føle sig sikker næsten uanset hvor man går på gaden. 

Igennem mange år har Danmark tiltrukket masser af turister. H.C. Andersens hus i Odense, “Hamlets Castle” Kronborg i Helsingør og ikke mindst Rosenborg i det centrale København er nogle af de absolutte highlights, der altid streges under med fede typer i samtlige guidebøger. Det meste af det indre København, med Nyhavn, Amalienborg og Tivoli er også med på de mest prominente pladser.

Nyhavn, København

Nyhavn, København

Danmark er et gammel vikingeland. I Vikingetiden (år 700-1060) var Danmark en rigtig slyngelstat, der drog ud på krigstogter, plyndrede enorme rigdomme og erobrede landområder i store dele af nordeuropa. Ikke mindst i England og Irland er der fortsat mange spor efter vikingetiden. 

Men hvordan er danskerne så? Mange udlændinge har et aldeles positivt indtryk af Danmark og danskerne. Men er det altid helt berettiget? Og hvordan kommer man ind på livet af danskerne? Her kommer en hjælpe-liste til bedre forståelse af det lykkelige folk.

1Danskerne er meget uformelle og går ikke meget op i sociale klasser og skel. Det er simpelthen ikke vigtigt i den daglige omgang med hinanden. Som nævnt ovenfor er Danmark et af de mest “lige” lande i verden og det er danskerne stolte af. 

2Prisen for den sociale lighed er naturligvis at staten har et enormt apparat, der betales via skatten på indkomst, som er en af de absolut højeste i verden (det svinger lidt alt efter hvordan man regner på det!). Men danskerne er gennem generationer opdraget til at betale skatten med glæde og nyder da også godt af gratis sygehuse, uddannelse, veje mv. Skatten er til evig debat, da mange danskere ikke mener at staten bruger pengene optimalt og at der er for meget bureaukrati. Ikke desto mindre er “velfærds-modellen”, som Danmark er et mønster-eksempel på, ikke rigtigt truet. 

3Mange tror at “Den Danske model” er lig med socialisme af værste skuffe. Men faktisk har danskerne meget stor indflydelse på deres egen dagligdag, og man blander sig gerne i debatten. Danskerne føler ikke selv af de er indbyggere i et socialistisk land. Sandheden er også, at for Europæiske forhold ligger gennemsnits-danskeren, rent politisk, solidt i midten. Nogen gange er statsministeren socialist, andre gange konservativ. Men alle de politiske slagsmål finder sted på midten og enhver politiker ved godt, at det er de såkaldte “midtervælgere” man skal tækkes for at få reel indflydelse i Danmark. 

4Selvom danskerne godt kan lide en god debat, så har de det bedst med enighed. Den gode stemning er vigtig og man diskuterer kun politik indtil et vist punkt. Man føler sig lidt frem i starten, og opdager man at man er langt fra hinanden droppes diskussionen hurtigt igen. Politiske spørgsmål er vigtige, men så er de heller ikke vigtigere. Man vil hellere bevare den gode stemning til et selskab. Af samme grund er danskernes politiske ståsted ofte stemplet “privat” og det bør generelt respekteres hvis en dansker ikke ønsker at oplyse hans/hendes politiske ståsted.

5. Ligesom i politiske spørgsmål er danskernes holdning til religion også en velbevaret hemmelighed. Størstedelen af befolkningen er medlem af den danske folkekirke (Luthersk Evangelisk). Der er religionsfrihed i Danmark og der findes utallige religiøse grupperinger. Men hvad man præcist tror på, er altså en privat sag. Derfor er det heller ikke vigtigt for danskerne om deres politikere er religiøse eller går regelmæssigt i kirke. De fleste af de danskere der går i kirke, kommer der som regel i forbindelse med bryllupper, begravelser og højtider. Kun cirka hver femte dansker anser religion for en vigtig del af hverdagen. Faktisk et af de laveste tal i verden.  

6. Moms på varer udgør 25% hvilket internationalt ligger i den tunge ende. Som turist vil man derfor opleve at dagligvarer er rasende dyre. De fleste luksusvarer er fra producenternes side pris-korrigeret, så mærkevarer koster det samme som alle andre steder i Europa. Shopping er kun fornuftigt i Danmark hvis man kan få momsen retur igen når man forlader landet (tax-free shopping).  

7Den uformelle indstilling til tingene slår også igennem på de danske arbejdspladser. “Open door policy” skal tages bogstaveligt og de fleste chefer praktiserer det. Der er ikke langt fra laveste til øverste medarbejder. I det hele taget ser danskerne slet ikke sig selv eller andre som “højere” eller “lavere” i hierarkiet. Naturligvis har de fleste en chef, som man gør klogt i at komme til rette med, men i det daglige arbejde er der sjældent nogen der tænker over det. Slips og jakkesæt hører nu om dage mest til i finans-sektoren. Generelt går danskerne afslappet (men dog alligevel pænt) klædt når de skal på arbejde.

8Søger du arbejde i Danmark er det en rigtig god idé at have et par referencer i ærmet, som du kan bede din potentielt kommende arbejdsgiver om at kontakte, såfremt de ønsker at vide hvordan du er som menneske, kollega og faglig kompetence. I Danmark bruger man ikke skriftlige anbefalinger ret meget mere, da de alligevel ikke siger så meget om hvordan en ny kollega vil passe ind i et team. En typisk dansk chef vil hellere tage en rolig og afslappet telefonisk snak med en tidligere kollega eller chef til den kommende medarbejder, for derigennem at få afklaret eventuelle spørgsmål. 

9Uddannelse er lige så vigtig i Danmark som i de fleste andre lande. Dog lægges der efterhånden også megen vægt på erfaring. Så når du skal udarbejde et CV som skal sendes til en dansk virksomhed, er det vigtigt at du fortæller HVAD du har udrettet i hver enkelt stilling du har haft, og hvordan du tacklede faglige udfordringer. Faktisk er dette, sammenholdt med de referencer du kan tilbyde en ny arbejdsgiver at ringe til, de allervigtigste punkter på dit CV. En 25 år gammel uddannelse, som du måske, måske ikke, har brugt i praksis, bør naturligvis skrives på, men kan nedtones.

10. Danskernes humor er vigtig for danskerne. De ser sig selv som hyggelige og omgængelige, hvilket generelt også passer. Danskerne kan godt lide at tage udgangspunkt i dem selv, når de skal fortælle noget sjovt, og stereotyper benyttes ofte i humoristiske reklamer og indslag i medierne. Den danske humor er til tider tør og meget ironisk, hvilket udlændinge indimellem har svært ved at gennemskue. Mange vil sige, at for overhovedet at kunne forstå danskerne, må man begynde med at forstå deres humor. For humor benyttes som en helt integreret del af den daglige, uformelle medmenneskelige omgang. Både på arbejdet og i privatlivet.

11. Dansk kulturliv er i verdensklasse. Er man til opera, teater, koncerter mv. er der nok at tage fat på. Internationale kunstnere lægger ofte og gerne vejen forbi de større byer i Danmark. Ikke kun København! Er man til DANSK kultur er der ligeledes masser af muligheder. Mange danske museer er på listen over de bedste og mest indflydelsesrige i verden og har meget fine samlinger. Louisiana, Arken og ArOS er gode eksempler.

12Hvis du opholder dig i Danmark længe nok, støder du før eller siden på “Janteloven”. Begrebet stammer fra den dansk-norske forfatter Aksel Sandemose, som i sin roman “En flygtning krydser sit spor” fra 1933 nedskriver lovens ti bud. I det moderne Danmark bruger man mest betegnelsen i forbindelse med nogen der forsøger at skille sig (for meget) ud fra mængden, nogen der er kommet til rigdom for hurtigt, eller nogen som lidt for ivrigt ønsker at bryde med deres sociale arv/mønster. Danskerne har svært ved at håndtere åbenlys rigdom og praler sjældent selv. En sælger eller ejendomsmægler med en lidt for dyr bil, smart tøj og et flot ur, vil ikke falde i god jord hos danskerne, som vil tænke at de høje priser/salærer går til at betale et højt forbrug. I Danmark skal rigdom helst underspilles og diskretion er en dyd! 

Janteloven lyder som følger:

1.Du skal ikke tro, du er noget.
2.Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.
3.Du skal ikke tro, at du er klogere end os.
4.Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.
5.Du skal ikke tro, at du ved mere end os.
6.Du skal ikke tro, at du er mere end os.
7.Du skal ikke tro, at du dur til noget.
8.Du skal ikke le ad os.
9.Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.
10.Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.

13Alkohol lovgivningen i Danmark er forholdsvis afslappet. Specielt set i forhold til de øvrige Skandinaviske lande. Alkohol kan købes i alle supermarkeder, hvis bare man er fyldt 18 år. Ligeledes kan der købes alkohol på restauranter og barer, hvis man er fyldt 18 år. Vær forberedt på at personalet KAN bede om at se legitimation, hvis du skulle ligne en, der ikke er fyldt 18.

14Alkoholiske drikke og bilkørsel hører heller ikke hjemme i Danmark, og grænsen er 0,5 promille. Det er absolut ikke “cool” i Danskernes øjne at køre spirituskørsel og straffen herfor er betragtelig. 

15Som så mange andre steder i verden er dansk TV fyldt med udenlandske programmer. Disse sendes i almindelighed med undertekster. Kun børneprogrammer og naturligvis danskproducerede programmer sendes med dansk tale. 

16Overalt i Danmark kan du betale med kort. Danskerne har siden 1980’erne været vant til at betale alle deres indkøb med debet- eller kreditkort. Det mest udbredte betalingskort i Danmark er det såkaldte “Dankort”, som de fleste danskere over 18 år har i lommen. Ofte er Dankortet kombineret med enten VISA eller MasterCard.

17. Danmark er online! 94,6% (!) af befolkningen har internet adgang, enten hjemme eller privat! Derfor er det også helt almindeligt at man holder sit netværk, både det private såvel som det professionelle, vedlige via de sociale medier, som facebook, twitter, LinkedIn mv. Bankforretninger, betalinger, indkøb og sågar kontakt til offentlige instanser (folkeregister, kommune, læge, SKAT mv) foregår mere og mere via computeren fra hjemmet, og danskerne er helt fortrolige med dette. Der HAR ganske vist været sager i medierne om “elektroniske sikkerhedshuller” men det er ikke noget der i det lange løb får danskerne til at kvitte eller omlægge deres online vaner. Siden midten af 1990’erne har det været officiel dansk politik og målsætning, at alle danskere skal være online. Det betyder også at danskerne er vant til BILLIGT internet. Man kommer meget langt med 15-20 dollars om måneden i forhold til hvad internet adgang koster i stort set alle andre lande i verden!

18I modsætning til de tyske naboer syd for grænsen har danskerne en sørgelig bilpark. Staten lægger 180% på bilernes fabrikspriser, hvilket betyder, at for overhovedet at kunne afsætte biler i Danmark, så får danskerne “rabat” fra fabrikanternes side. Dermed er biler UDEN afgift faktisk nogen af de billigste i verden. Men det mærker danskerne ikke selv meget til. Japanske, Koreanske og særligt små, energi-effektive biler er populære. Det danske bil-afgifts system er indrettet således, at man betaler årlig afgift efter hvor langt en bil kører på en liter benzin. Egentlig ganske sympatisk, men de store, sjove firehjulstrukne maskiner ses yderst sjældent på de danske veje. Man kan så også indvende at der ikke er det store behov for dem. Højeste “bjerg” i Danmark, Ejer Bavnehøj i Jylland, måler bare 179 meter. Danmark er FLADT og terrængående biler er der ikke brug for! 

19. Selvom danskerne ikke har de største og sjoveste biler i verden, så kører de nogenlunde hensynsfuldt i trafikken. Færdselsloven bliver som regel overholdt og danskerne har efterhånden lært, at elektronisk hastighedsovervågning er et DYRT bekendtskab. Der slås hårdt og ubarmhjertigt ned på fartsyndere. 

20. Cyklen er et yndet transportmiddel i Danmark. Naturligvis cykles der også for at få motion, men faktisk er Danmark et af de lande i den vestlige verden hvor cyklen anvendes mest som egentligt transportmiddel. Særligt i byerne skal man som bilist være opmærksom på de såkaldt “bløde” trafikanter. Måske skyldes cyklens popularitet de høje afgifter på biler...

21. Danskerne er gode til fremmedsprog. Engelsk læres i folkeskolen og mestres af de fleste. Tysk og Skandinavisk (Norsk, Svensk) forståes ligeledes af mange. Påtænker du at bosætte dig i Danmark, og have en daglig gang på en dansk arbejdsplads, er det dog en rigtig god idé at lære dansk. GRUNDIGT! I den daglige, uformelle adgang på kontoret, glemmer danskerne i længden at tage hensyn til kollegaer der ikke taler sproget flydende. Det kan faktisk få mange ny-ankomne udlændinge til at føle sig lidt udenfor. Mange danskere vil mene, at hvis man vælger at bosætte sig i Danmark, må man også integrere sig ordentligt, og herunder hører altså det at kunne tale dansk.

22Integration af udlændinge er ofte det punkt hvor mange for første gang ser en anden, og lidt mindre sympatisk side af danskerne. Danmark har nogen af de strengeste integrationsregler i verden, og for mennesker fra store dele af kloden er det så godt som “lukket land” med mindre du allerede har fast arbejde når du ankommer. På grund af det fintmaskede, sociale sikkerhedsnet og den høje levestandard er Danmark et meget attraktivt land for udefra-kommende. Men der gives ikke opholdstilladelse med mindre du beviseligt kan klare dig selv.

23Dansk mad kan bedst beskrives som solid! Med mindre man er så heldig at få bord på en af verdens bedste restauranter “NOMA” (står for Nordisk Mad”) som serverer en masse små retter, udelukkende bestående af råvarer fra de Nordiske lande. Ost, smør og bacon er nok de mest kendte (og vigtigste) eksportartikler. Det danske køkken har rykket sig markant i de senere år, og mange danskere er blevet opmærksomme på, at selvom de bor i et forholdsvis koldt og regnfuldt land, så findes der i naturen mange vilde krydderurter, bær og planter, som man kan spise. De fleste turister prøver at spise dansk smørrebrød, som naturligvis også spises af de fleste danskere hver dag til frokost. Dog ikke så højt belagt og dekoreret som på restauranterne. Når danskerne ikke spiser dansk mad, som frikadeller, flæskesteg og medisterpølse, så lader de sig ofte friste af det italienske, franske eller asiatiske køkken.  

24Jo, cirka 99,9% af alle danskere under 50 år har leget med LEGO som børn. Det ubetinget mest berømte danske brand ER hvermands-eje i Danmark.

Danske design klassikere

Danske design klassikere

25IKEA lever også i bedste velgående i Danmark. Men skulle du blive inviteret indenfor i et gennemsnitligt dansk hjem, vil du opdage, at danskerne gerne indretter sig med “diskret luksus” og dansk design omkring sig. Lamper, borde, stole, reoler, sofaer mv er ofte designet i Danmark. Det gælder helt ned til bestik, tallerkner, kaffekrus mv. Dansk design er ikke billigt, men danskerne vil gerne betale ekstra for god kvalitet. Det må man så til gengæld også sige at dansk design, med få undtagelser, er. Så inden du forlader afgangsterminalen i lufthavnen for at flyve hjem igen, så kig indenfor i de butikker der sælger dansk design. Royal Copenhagen, Georg Jensen, Eva-Trio og Stelton er bare nogle få eksempler.

 

/Anders

Tilbage til blog oversigten!