Biler på turen rundt om jorden...

Når man sætter gang i planlægningen af en rejse rundt om jorden og på forhånd ved at man kommer til at benytte sig af forskellige transportformer, så er det en rigtig god idé at gøre sit hjemmearbejde, og sikre at man ikke kommer til at bruge unødig tid og penge på at rejse på den forkerte måde. Det giver blot frustrationer midt i det der ellers skulle være en positiv oplevelse. En rejse for livet.

For at vi kunne danne os et indtryk af om vi skulle bruge hele opsparingen eller blot 3/4 af den, begyndte jeg at undersøge mulighederne for leje af biler, campervans, udgifter til tog- og flybilletter etc. Meget hurtigt stod det klart, at med lidt research kunne der spares endog betydelige summer. Og de penge kunne vi jo så bruge på ekstra oplevelser undervejs. 

Et af de punkter hvor der ventede os lidt af en overraskelse var leje af campervan i Australien og New Zealand. I mit hovede skulle disse jo nok koste lidt mere end leje af almindelig bil. Men da vi skulle rejse lidt udenfor hovedsæsonen i begge lande, var der masser af gode tilbud at hente. Markedet for leje af campervans er sæson afhængigt, og udenfor sæsonen står mange vans tomme og triste på en afsidesliggende parkeringsplads. Udlejningsfirmaerne er ivrige efter at få dem på landevejen.

Således kunne vi i Australien køre rundt i en stor og rummelig Toyota Previa for 25 dollars per dag. Forsikring havde vi selv sørget for hjemmefra. Mere herom senere.

En Toyota Previa er bestemt ikke nogen stor campervan, men som personbil er den fantastisk og vi havde absolut ingen problemer med at have 2 store rygsække, et par mindre rygsække og Antons klapvogn med. 

Om aftenen kunne bilen forvandles til en god og overraskende rummelig soveplads for to voksne og et mindre barn. Perfekt til os! 

Vi havde oprindeligt planlagt 19 dage i vores Spaceship, som vi brugte på turen fra Brisbane til Cooktown, og tilbage til Cairns, hvor vi afleverede den. Men hele tre gange ringede vi til udlejningskontoret og spurgte om vi ikke kunne forlænge. Det endte med at vores Spaceship Campervan var et godt og velfungerende hjem for os i hele 5 uger. Om aftenen slog vi bagklappen op og spændte en teltdug over. Og så var der redt op!

Undervejs op langs kysten i Queensland, Australien mødte vi et par gange andre rejsende, som tydeligvis ikke havde gjort deres hjemmearbejde på samme måde. De kørte rundt og overnattede i personbiler. Ofte de mindste af dem. Vi så et ungt par sove i en Hyundai Getz! Den laveste lejepris jeg kunne finde for sådan en bil var 69 dollars per dag! Tydeligvis er markedet for udlejning af personbiler ikke det samme!

I det sydlige Australien og i New Zealand havde vi også held med at finde fordelagtige priser på leje af campervans. Begge disse steder blev det til en ombygget Toyota Hiace. Et ekstra højt kabinetag gjorde det muligt at bygge en lille hems oppe under loftet i kabinen, hvor Anton kunne ligge. I reklamerne er denne hems angivet til at kunne huse to børn. Det kunne den uden problemer! Anton var den af os alle tre der havde mest soveplads. Vi voksne havde nu også fin plads, bagerst i kabinen, hvor bænke og spisebord i løbet af et par minutter kunne omdannes til en fin dobbeltseng. Madrasserne var lidt tynde, bevares, men det gik.

Vi betalte cirka 30 dollars om dagen for en Toyota Hiace, og i New Zealand fungerede den som vores faste hjem og transportmiddel i 3 måneder.

Da vi ankom til USA vidste vi på forhånd, at livet som campister var forbi. Der findes ganske vist campingpladser og campervans. Men den mindste campervan vi kunne finde var temmelig meget større end en Toyota Hiace, og det havde vi ikke lyst til. Et par af udbyderne i New Zealand og Australien tilbyder udlejning af Toyota Previa campervans i USA, men nu var vi kommet ind i vintersæsonen og vi vidste med os selv, at det simpelthen ikke ville komme til at fungere optimalt for os. 

Istedet lejede vi en almindelig personbil. En Ford Fusion. En amerikansk Ford Fusion! Det svarer til en stor Mondeo. Nu skulle vi så til at bo på hoteller og i enkelte perioder hos venner.

Hvad en Ford Fusion ikke har i kabineplads, har den til gengæld i komfort. Det var noget helt andet! En campervan er ganske vist bygget til at komme rundt med, men da den også skal fungere som et hjem med alle de faciliteter der hører med, så gåes der selvsagt på kompromis nogle steder. Hverken vores Previa eller vores to Hiace-vans var ubehagelige at køre rundt i, men siddekomforten i en amerikansk Ford Fusion er bare lige et par klasser bedre! Og selvom vi nu kørte rundt i en personbil, så var baggagerummet endnu stort nok til at vi kunne have det hele med. Med lidt brug af bagsædet!

Da vi ankom til det østlige USA havde vi sagt til os selv, at nu ville vi gerne have noget lidt sjovere at køre i. Bare lidt! Vi havde egentlig bestilt en Ford Edge, men til Antons store skuffelse var der ingen af disse tilgængelige da vi en frostkold aften i starten af Januar landede i Washington, hvor vi skulle hente den. Istedet fik vi en ganske fin Toyota RAV4, som vi så kørte rundt i de næste 20 dage. Noget mere benplads end i samtlige af de biler vi hidtil havde kørt rundt i og en motor der ville frem i verden! En firhjulstrækker skulle iøvrigt vise sig at være ideel for den amerikanske østkyst netop på denne årstid. Vi oplevede et par voldsomme snestorme og indtil flere gange havde vi decideret ubehageligt glatføre. Jeg tør ikke tænke på hvordan det ville være gået i en campervan!

Da vi ankom til Irland endte vi i en Ford Focus. En europæisk Ford Focus! Gudskelov havde vi kort inden afgang fra Washington skænket Antons klapvogn til velgørenhed, så nu havde vi bare rygsække og en stor weekendtaske, indeholdende alle de indkøb af legetøj og andet ragelse vi havde ladet os friste til under vores ophold i USA. Ganske vist var Focus’en pakket godt til, men det gik faktisk overraskende godt. Og ret hurtigt vænnede jeg mig til igen at køre i venstre side. Under hele vores rejse var det kun i USA at vi kørte i højre side. Alle andre steder hvor vi kom rundt var der venstrekørsel. Det vænner man sig hurtigt til. Faktisk har det været sværere at vænne sig til igen at køre i højre side efter at vi er kommet tilbage til “fastlands-Europa”. 

I England skulle vi mest opholde os hos familien i London, men i to omgange lejede vi bil for at tage på ture til hhv Skotland og Sydengland. Den første bil vi lejede var en helt ny Fiat 500. Kun kørt 100 kilometer da jeg trillede over kantstenen ved udlejningsdepotet. Jo jo! Nu hvor vi kunne lade langt det meste af vores baggage blive hos familien, behøvede vi kun at pakke en enkelt rygsæk med rent tøj til en uge. Jeg er ret sikker på at erfaringen som rygsækrejsende kom os til gode her. Vi grinte af at vi indtil vi tog afsted på vores jordomrejse aldrig ville have drømt om at rejse med blot en enkelt rygsæk til os alle tre. Men nu var det overhovedet ikke noget problem.

Og Fiat’en var en drøm at køre i. Lille, rap og fantastisk sjov! Jeg blev mindet om min super dejlige Alfa Romeo 147 som jeg havde for mange år siden. Det er den bedste bil jeg til dato har haft og jeg elskede hver eneste kilometer jeg kørte i den! Fiat’en havde meget af den samme køreglæde som jeg har savnet stort set lige siden. Jeg måler 196 cm og har lange ben. Sælgeren bag skranken hos udlejningsfirmaet kiggede godt nok noget på mig, og spurgte forsigtigt om ikke jeg hellere ville have noget andet. Men nej! Vi havde aftalt at vi skulle have en Fiat 500 for også at teste om vi eventuelt kunne finde os til rette i en sådan, når vi engang måske skal have bil igen derhjemme. Og konklusionen på dette blev, at det kan vi sagtens! Der er fin benplads til store drenge i en Fiat 500. Vi havde en sports udgave med “lidt ekstra af det lækre”. Læder-rat og den slags. Sæderne var betydeligt mere behagelige at sidde i, end samtlige af de biler vi hidtil havde haft på turen. Måske lige med undtagelse af Ford Fusion’en, som var lidt af en flyder. 

Den sidste bil vi endte med at have på turen blev en sprit-ny Peugeot 208. Vi havde håbet på endnu en Fiat 500, men der var udsolgt. Peugeot’en var større end Fiat’en, men havde slet ikke den samme charme og køreglæde. Den var komfortabel, bevares, men jeg kunne simpelthen ikke vænne mig til gearene og fandt aldrig koblingspunktet.

Ialt havde vi fornøjelsen af 8 forskellige køretøjer på vores tur. De havde alle hver deres fordele og ulemper. Campervans er udmærkede at køre rundt i, men der er ikke fokuseret ret meget på køreglæde. Lægger man meget vægt på dette skal man nok ikke leje sig en campervan, men istedet holde sig til personbiler og så overnatte på vandrehjem eller hotel. 

Fiat’en er den af dem alle som jeg smilede mest over, når jeg sad bag rattet. Det var simpelthen bare en fornøjelse! Naturligvis har den sine begrænsninger, særligt når den er pakket til bristepunktet med familie og baggage. Så er den ikke ligefrem den hurtigste på motorvejen. Til gengæld er den fabelagtig på de smalle skotske landeveje og det er sjældent svært at finde en parkeringsplads i de små landsbyers krogede gader og stræder. 

Konklusionen må være: Hver ting til sin tid! Alle bilerne passede ganske udmærket til formålet.

Til slut et godt råd om bil-leje, helt generelt: Check markedet grundigt inden du skriver under på noget! Særligt reglerne for forsikring er meget individuelle fra land til land. Vi havde hjemmefra tegnet en rejseforsikring på “Premium Coverage” - også ved leje af bil i udlandet. Men særligt i Irland var det bøvlet og vi var tvunget til at tegne en ekstra forsikring lokalt. Ellers ville de simpelthen ikke give os nøglen. Dette fordoblede den daglige omkostning for os. 

Og sådan er det ofte. Hvis ikke du passer på, så ender du med at betale en formue for ekstra forsikringer. De er alle sammen ganske fine og det giver god mening at have dem. Men hvis du allerede er forsikret hjemmefra, er det bare spild! Sælgerne bag skranken i udlejningsfirmaet kender ALLE tricks, og de kan argumentere for sagen. Men ikke desto mindre er det dyrt. Særligt når man rejser i lang tid. Vi kunne simpelthen ikke have betalt tre gange så meget i New Zealand, hvilket det ville have kostet, hvis vi skulle købe forsikringen lokalt. Havde det drejet sig om nogle dage, eller en uges tid ville det ikke have været noget problem. Men 90 dage er noget andet. 

Når du henter bilen, så lad bagagen blive et andet sted, hvis det kan lade sig gøre. Sælgerne bag skranken vil kigge på dit bjerg af personlige ejendele og straks foreslå en opgradering. Mod ekstra betaling naturligvis. De gange hvor jeg har måttet argumentere mindst var når jeg var alene og uden kufferter. Så selvom du står med hele familien og er træt efter en lang flyvetur når I skal hente bilen i lufthavnen, så prøv alligevel at gå alene til skranken. Hold tungen lige i munden når de prøver at overbevise dig om ekstra forsikringer, og afslå høfligt men bestemt alt hvad du ikke nødvendigvis har brug for. GPS og barnestol kan man ved langtids-leje med fordel købe. Mange udlejnings firmaer har en fast dagspris, og hvis du skal have bilen i mange uger er det latterligt. Vi fik eksempelvis et tilbud på 700 dollars for leje af en barnestol i 5 uger. Stolens værdi var 80 dollars. Vi “opgraderede” en smule og købte en stol til 120 dollars i den nærmeste baby udstyrs butik.  Det samme var tilfældet med GPS. I USA koster de omkring 100 dollars. Hos udlejningsfirmaet skulle vi have betalt 56 dollars per uge. 

I Australien havde de forstået det: En fast dagspris op til et vist punkt. For 5 ugers leje sammen med vores Spaceship betalte vi 40 dollars! Antons barnesæde var gratis!

Læs mere om camping i Australien & New Zealand her!

/Anders

Tilbage til blog oversigten!