5 spørgsmål du bør stille dig selv, før du rejser!

Mange sidder dagligt i deres kontorstol på arbejdet og drømmer sig væk til fjerne sandstrande, sneklædte bjerge eller store oceaner. Den daglige trædemølle med regninger, hjemmelogistik og forpligtelser til højre og venstre kan nogen gange virke uoverskuelig, og ofte glemmer vi de helt elementære og vigtige ting i livet på vores evige rejse efter den næste forfremmelse, den næste firmabil eller den næste tilbygning på murstensvillaen.

Been there, done that!

Ligesom tusindvis af andre modne, voksne og ansvarlige mennesker gjorde vi alt det som “man” skal og bør gøre hver dag, for at få enderne til at hænge sammen. Og lige så stille gav hverdagen mindre og mindre mening for os. 

Vi talte længe om at “noget” måtte gøres og da vi en dag gik en tur i Botanisk Have i København og vi pludselig kom på ideen om at sælge lejligheden, kvitte jobbet og drage ud i det blå, sådan rigtigt for alvor, føltes beslutningen som en kollosal befrielse. Og jo mere konkrete vi blev i vores planlægning af turen, jo mere rigtigt føltes det. Men der er i sagens natur en masse overvejelser man så absolut bør gøre sig, inden man tager afsted. For selvom det altsammen lyder dejligt og fantastisk, så indfinder dagligdagen sig også når man er på farten og ikke alle familier er skabt til et liv i en rygsæk!

Her kommer de 5 vigtigste spørgsmål man bør stille sig selv og hinanden, som “mental forberedelse” til en længere rejse: 

1. Hvilke forventinger har I hver især til en længere tur? At tage på 2 ugers ferie i Tyrkiet med familien kan de fleste holde ud. Det er trods alt begrænset hvor meget og hvor længe man skal tilbringe “kvalitetstid” sammen som familie. Ungerne synes det er sjovt at lege i strandkanten eller ved poolen og således kan forældrene slappe en smule af under parasollen. So far, so good! Men efter 4, 8 eller 16 uger er det at rejse sammen som familie noget helt andet. Så er det vigtigt at man har en klar og gensidig forståelse for hvad der forventes. Skal der vandres i bjerge? Skal der dykkes i koralrev? Eller er vi mere ude i en kulturel eller historisk rejse gennem det antikke Italien? Vi oplevede flere gange at vi ikke helt var “i sync” fordi vi simpelthen tog for givet at “den anden” vidste hvad vi ville. TAL SAMMEN! Kommunikation er næsten vigtigere end alt andet i baggagen. Og husk, at “Nissen” altid flytter med! Kommunikerer I dårligt i jeres dagligdag derhjemme, så er der gode chancer for at I også vil gøre det på farten. Tag tyren ved hornene og arbejd aktivt med kommunikationen i god tid før afrejse!

2. Hvor langt vil I gå for drømmen? Den gamle traver “Hvo intet vover, intet vinder!” kan med god ret bruges her! Hvis det var så let og ligetil at komme afsted på sit livs drømmerejse, så gjorde vi det vel allesammen det meste af tiden? Med mindre du er mangemillionær, så skal der i sagens natur prioriteres. Og det endda med stort P! Personligt havde jeg et job som jeg mildt sagt ikke ville savne og Alexandra havde kæmpet hårdt og længe for at finde fast arbejde i København, uden held. Ergo var karriere-spørgsmålet reelt ikke noget vi behøvede at overveje. Vi havde et par år forinden investeret i en lejlighed, men vidste at vi ville kunne sælge den med et godt provenu. Og selvom Anton var glad for sin vuggestue, så vidste vi, at de fleste børn i den alder er glade og lykkelige så længe de bare føler sig trygge og elskede, og har deres mor og far lige ved hånden. Det eneste usikkerheds-punkt som kunne give os lidt klamme hænder var: Hvad med tiden EFTER rejsen? Hvad skal vi vende tilbage til? (Se sidste punkt her på listen!) Men heldigvis var lysten til at opleve og udforske verden langt større end trangen til trygge rammer. Vi oplevede at trygheden havde været en enorm hemsko for os det sidste års tid op til vores beslutning. Og eftersom vi følte os befriede efter at have truffet beslutningen om at tage afsted, stolede vi så meget på vores mavefornemmelse, at vi faktisk ikke tænkte synderligt meget over tiden efter rejsen. Alexandra sagde det meget præcist: “Vi kan jo ikke nyde en lang og dyr rejse, hvis vi ikke lever i nuet, men hele tiden tænker på hjemkosten!” Vi stolede derfor på, at alting nok skulle gå, hvilket det naturligvis også gjorde! Er man til trygge og sikre rammer, hvilket er ganske naturligt, skal man forberede sig særlig grundigt netop på dette punkt!

3. Er børnene gjort af “det rigtige stof” til at rejse? Udfordringen for mange travle familier er som regel at man simpelthen ikke kender hinanden godt nok, fordi man ikke rigtigt tilbringer tid sammen mellem ferierne. Sådan RIGTIGT! Derfor kan det være vanskeligt at bedømme om ens børn er egnede som rejsekammerater på en længere rejse. En rejse der stiller store krav til omstillingsvillighed, uforudsete begivenheder og ikke ubetydelige mentale og fysiske anstrengelser. Er jeres børn der hvor I tror de er? Vi forsøgte at tale med Anton om alt det vi skulle se på turen og han glædede sig meget. Men en tre-årig har i sagens natur ikke begreb om hvad “verden” egentlig er for en størrelse og hvad “andre kulturer” betyder. Det var jo faktisk én af de ting vi ville lære ham på turen. Men vi havde heldigvis lært Anton at rejse helt fra han var ganske lille. Han havde sin første flyvetur da han var bare 6 uger gammel. Og et eller andet sted havde jeg læst at “Coole forældre får coole børn” så selvom vi begge altid bliver lidt stressede i lufthavnen når vi skal afsted, så forsøger vi at sikre at Anton ikke mærker det. Derfor ELSKER han at flyve og han elsker den summen af aktivitet som altid kendetegner en lufthavn. Sørg derfor for at forberede børnene mentalt så godt I kan. Lidt større børn kan man sagtens inddrage i den konkrete planlægning, og man bør tage hensyn til deres ønsker og behov.

4. Hvad skal turen give jer? Hvis overhovedet noget som helst andet end bare kvalitets-tid og store oplevelser... Vi er stødt på mange “nomade-familier” som rejser på ubestemt tid. Det lyder eksotisk, og til at begynde med havde jeg da også en hemmelig drøm om at vi undervejs ville opdage at vi ikke havde behov for at komme hjem igen. Men sådan gik det ikke for os. Vi opdagede derimod at det at have en fast base er meget vigtigt for os, for i det hele taget at kunne sætte alle indtrykkende i perspektiv. I løbet af turen fandt vi ud af at vi bedst kan nyde verden omkring os, hvis vi kan tage tilbage til vores lille hule og reflektere. Andre finder ud af at de har det bedst når de bevæger sig rundt hele tiden. Og nogen finder endda ud af at de aldrig mere har lyst til at vende hjem til en fast base igen. Sådan er vi så forskellige. Der er ikke noget “rigtigt” eller “forkert” svar! Uanset hvad konklusionen er, så er formålet med enhver rejse vel, at man udvikler sig som menneske og bliver klogere på sig selv og verden omkring? Men brug alligevel lidt tid på at tale om det!

5. Hvad skal der ske bagefter? Uanset om I rejser i 6, 12 eller 18 måneder, eller måske på ubestemt tid, så er der ret stor sandsynlighed for at I før eller siden får behov for et kortere eller længere pusterum. Brug dog ikke for megen tid på disse tanker før det begynder at blive aktuelt. Først når tiden nærmer sig den planlagte hjemkomst, eller I begynder at mærke rejsetrætheden (som de fleste kender til!) bør I tale om forventningerne til den første tid efter at I er kommet hjem. Skal børnene i skole eller børnehave? Skal CV’et pudses af og jobmarkedet undersøges? Skal netværket sættes igang? Skal der lejes eller købes ny bolig? Det er altsammen meget individuelt, men det er vigtigt at starte på det rigtige tidspunkt med disse overvejelser. En anden vigtig lære for os var, at vi havde forandret os rigtig meget undervejs, og derfor var det en anden familie der vendte tilbage til den øvrige familie og omgangskreds, end den familie der 12 måneder forinden var taget afsted. Vi ønskede ikke at blive sat ind i de “båse” som vi tidligere have været i, og det tog tid for både os og vores omgangskreds at lære hinanden at kende påny. Det virker egentlig ret logisk nu, men kom alligevel som en overraskelse.

God rejse! For I skal vel afsted?

 

/Anders

Læs flere gode råd til rejsen her!

Læs her om at rejse med børn!

Tilbage til blog oversigten!