13 højdepunkter fra 2014

Washington DC. Året 2014 var ikke mere end blot nogle få dage gammelt, da vi landede i Washington DC. Dette er et sted jeg altid har drømt om at opleve. Et af verdens absolutte magtcentre, med hvad dertil hører af politikere, advokater, journalister etc. Men det er faktisk også en meget smuk by, og selvom vi havde høje forventninger, så lykkedes det os at blive meget positivt overraskede. Det Hvide Hus bør naturligvis ligge øverst på listen. Det er her det meste besluttes! Læs mere her!


Smithsonian Institute - Washington & Dulles Airport. Med rumfærgen Discovery som det helt store trækplaster. Også for os! På adskillige museer rundt om i verden kan man se en masse “test-moduler”, “modeller”, film, billeder mv. Men at stå og se på den RIGTIGE rumfærge, den der har været på missioner i rummet, den der har kredset i hundredevis af døgn om vores blå planet… DET var en oplevelse! Svært rigtigt at beskrive hvorfor, men at det vitterligt var en rumfærge der faktisk har været benyttet, havde altså betydning. Læs mere her!


Colonial Williamsburg - Virginia. Efter at have rejst rundt i USA i næsten tre måneder var det forfriskende at besøge et af de steder i landet som har allermest historie at byde på. USA lider jo lidt under at nationen ikke er mere end nogle få hundrede år gammel. Men i Williamsburg følte vi at vi var vidner til landets fødsel. Et absolut “must” når man er på de kanter! Læs mere her!


New York City. Det allersidste stop på vores tremåneders rejse gennem USA blev New York, som vi har besøgt før. Men “byen der aldrig sover” kan vel ikke besøges for ofte? Jeg fascineres altid over de utallige skyskrabere der rager op mod himlen, og forundres over at mange af de allersmukkeste faktisk er hundrede år gamle, eller mere! Dengang de blev bygget opførte man stadig bindingsværkshuse i Danmark. Det synes jeg er værd at tænke lidt over! Ellis Island, Liberty Island og Brooklyn (gå over Brooklyn Bridge!) bør man absolut prioritere højt! Læs mere her!


DSC01734.jpg

Giant’s Causeway, Nordirland. Et helt fantastisk sted, som er svært at beskrive. Få dage efter at vi havde forladt New York City, stod vi så på den anden side af Atlanterhavet og stirrede i vestlig retning. Det er et helt unikt sceneri der møder den besøgende her og det er faktisk svært at tro på, at det ikke er menneskeskabt. De fem- og sekskantede søjler af basalt er meget fascinerende at betragte! Absolut værd at tage hele turen nordpå! Læs mere her!


Connemara, Irland. Vi havde lejet en hytte på vestkysten sammen med Alexandra’s familie og i den uge hvor vi opholdt os der oplevede vi stort set alle fire årstider - flere gange om dagen! Det var fascinerende at opleve naturens luner på allertætteste hold. Og naturligvis at sidde lunt og rart indendøre og betragte Atlanterhavets ruskende bølger gennem vinduerne. Vi kørte en del rundt i området, og Kylemore Abbey (billedet), den hyggelige by Cliffden og ikke mindst Connemara National Park må man ikke snyde sig selv for. Naturen i Irland er fantastisk! Læs mere her!


Ring of Kerry, Irland. En gammel drøm gik i opfyldelse da vi tog turen rundt. Her er der virkelig meget at se på for naturelskere. Gamle slotsruiner, smukke kyststrækninger, små og forhutlede fiskerlejer og indimellem også driftige handelsbyer. Man får fornemmelsen af at denne del af Irland altid har været sådan. Det virker autentisk på den fede måde! Læs mere her!


London, England. Vi bor hos familien når vi besøger den engelske hovedstad, og det var rart for os at kunne bruge London som base for “ekspeditioner” til nogle af de steder i England og Skotland, som vi endnu aldrig havde fået besøgt. Og selvom vi har været i London ganske ofte gennem årene, så er der ALTID noget nyt at opdage og fascineres over! Læs mere her!


Stonehenge, England. Et af de steder som man bør besøge før man dør! Et fascinerende sted, som får mig til at føle mig MEGET ung. Det er ikke til at begribe hvordan man har fået de mægtige sten transporteret derhen og stablet dem ovenpå hinanden, når man tænker på at det er tusinder af år siden! Jeg har endnu til gode at besøge pyramiderne i Egypten, men det må jo være lidt den samme gåde man grubler over der… Læs mere her!


DSC04348.jpg

Rothenburg ob der Tauber, Tyskland. Også et sted vi har besøgt nogle gange før, men som vi altid gerne vender tilbage til. Byen er grundlagt i 1274 og er en af de allerbedst bevarede byer i Tyskland. Selvom noget af den blev ødelagt under anden verdenskrig så står den idag alligevel utrolig autentisk og er absolut et besøg værd. Sådan her så Europa ud i middelalderen! Læs mere her!


København, Danmark. Vores gamle hjemby. Denne gang besøgte vi den som turister. Det var dejligt at gå rundt i de velkendte gader og stræder og ikke mindst at sidde på Islands Brygge, vores gamle kvarter, og betragte menneskemængden og trafikken glide forbi, mens vi spiste is og solede os i sommervarmen. Vi besøgte naturligvis Tivoli, idet Anton længe havde talt om Rasmus Klumps legeplads, som han er meget begejstret for. Læs mere her!


Den Jyske Vestkyst, Danmark. Vi havde 2 uger med absolut fantastisk vejr, under hele vores tur gennem Danmark, Sverige og Norge i Juli måned. Og hvad er mere vidunderligt end Vesterhavet på en varm sommerdag? Jovist er der mange turister, men det kalder man også “liv” og “ferieglæde” og det kan man jo ikke få nok af! Anton ELSKER at lege i bølgerne - som det ses! Læs mere her!


Julemarkederne, München, Tyskland. Henimod slutningen af året, i den mørke tid, er det altid rart at kunne gå gennem midtbyen, mødes med venner og nyde et varmt krus “Glühwein” og en hotdog, alt imens man betragter butiksvinduer, gader og stræder der langsomt bliver mere og mere julepyntede, efterhånden som vi nærmer os jul. På vores store rejse var lige præcis München i December en af de ting vi savnede! Læs mere her!

 

/Anders

Tilbage til blogs!