10 ting vi ikke ville rejse uden!

Når man skal afsted hjemmefra over længere tid skal man i sagens natur tænke lidt ekstra over hvad man skal have med, og hvad man måske vil få knapt så meget brug for. 

Selvfølgelig skal man huske alle de helt elementære ting i rygsækken, som undertøj, t-shirts, sokker mv. Og det er også vigtigt at have ordentligt overtøj med. Alt dette kan du læse meget mere om i vores udstyrs-artikel, som du finder her!

Vi brugte lang tid på at gennemtænke indholdet af vores bagage i starten, og alligevel er der altid nogle ting der ender med bare at optage plads i bunden. 

Men her kommer en liste med de 10 ting som vi absolut IKKE ville rejse uden, nu hvor vi også har erfaringen at læne os op ad:

iPhone fyldt med spil og podcasts - plus hovedtelefoner. Det ER nærmest livreddende i situationer hvor vi hver især trænger til bare et lille pusterum. På med hovedtelefonerne og så ellers lytte til musik, en podcast eller en lydbog!


iPad fyldt med film, bøger (også guidebøger!), social media apps og så et trådløst keyboard dertil. Vi endte nogle gange med at skændes lidt om hvem der skulle til tasterne på laptoppen, og undervejs investerede vi så i et trådløst tastatur til iPad’en, således at begge parter nu kan skrive blog-indlæg på samme tid. Det sparer os en del tid, og selvom de indbyggede tastaturer på iPad’en er fine nok til kortere tekster, så bliver det ret hurtigt anstrengende at skrive et 4 siders blog-indlæg!


Kathmandu celler til tøj. Et råd vi selv fik inden vi tog afsted og et råd vi meget gerne giver videre! Pak i celler og bevar overblikket i rygsækken / kufferten! Særligt når man står en mørk aften på en campingplads og roder efter varme sokker, er det rart at vide præcis hvor de er!


Solbriller. Rare på stranden - et MUST i bilen!


Praktisk taske fra Osprey. Alexandra har investeret i en praktisk, men samtidig smart taske fra Osprey, som trods sin forholdsvis begrænsede størrelse kan indeholde alt lige fra lommetørklæder til fugtighedscreme, desinfektionsservietter, drikkeflaske og snacks til os alle tre. Plus guidebog, iPad, smartphones og handsker.


Drikkeflasker fra Sigg. De verdenskendte drikkeflasker i aluminium kan holde til lidt af hvert, og er helt uundværlige for os! De får med tiden en del buler og skrammer, men det gør ikke noget. Det vidner om lange spændende ture, rige på oplevelser!


Vandrestøvler. Investér lidt ekstra i ordentligt fodtøj. Det bliver I glade for!


Gen-lukkelige plastposer. Dem fra IKEA viste sig at være nogle af de bedste og vi bruger dem til alt. Gode at bruge til ting der ikke tåler fugt/vand, uden dog at være nogen helgardering. Til elektronik og andet dyrebart, fugtfølsomt grej, bør man investere i særlige opbevarings poser/beholdere designet til formålet. Men til alt andet er IKEA’s gen-luk poser fortræffelige!


Førstehjælps taske med næsespray, middel mod forstoppelse, diarré og sure opstød, øjendråber, aspirin, desinfektions spray, solcreme og creme til forbrændt hud. Oftest har man fornemmelsen af at slæbe rundt på unødige kilo, men utallige gange har vi været lykkelige for at have næsten alt hvad vi skal bruge lige ved hånden. Smertestillende til en dreng på fire år med ondt i halsen og snot i næsen er rart at have klokken to om natten!


Føntørrer - miniformat. Uanset om du rejser sommer eller vinter er det rart at kunne tørre håret hurtigt. Alexandra bærer rundt på den!